gives foreløbig Meddelelse til Kongen, i Lighed med hvad der var skeet i Henseende til Sibberns Ansøgning.
Imedens den nysnævnte efter naadigst paalæg afgivne Forklaring var underveis til Stockholm, og imedens Statsraads-Afdelingen var underhaanden gjort bekjendt med at den vilde komme did Mandag den 2 December, blev der afholdt et Statsraad hos Kongen Lørdag 30 Novbr., i hvilket Sibbern bevilgedes Afsked, Bretteville konstitueredes som Statsminister og det blev tilkjendegivet at Kongen vilde komme til Christiania 7 Decbr.
Om Kongens besluttede Reise bragte Morgenbladet Underretning den 1 Decbr., og Dagen efter havde det en Artikel angaaende Sibberns Afskeds-Ansøgning, om det Birch.-R. gjorte Tilbud at blive Statsminister, og angaaende et i al Fart lavet «det nævnes» om at jeg nu skulde være designeret til Sibberns Eftermand, til hvilket selvfølgelig var knyttet behørig Udskjælden. Fra nogen af Raadets herværende Medlemmer havde Morgenbladet neppe erholdt nogensomhelst Besked.
I den mellem Sibbern paa den ene Side og Petersen, Birch.-R. og mig paa den anden Side fortsatte Korrespondance – der for Birch.-R.s og mit Vedkommende var fuldkommen privat og i den fortroligste Tone, hvilket dog ikke har været til Hinder for at den i Morgenbladets Fremstillinger er bleven betragtet som et imod os brugeligt Moment – var det stadigen af os blevet fremholdt, at den constitutionelle Fremgangsmaade med Hensyn til den opstaaede Difference maatte være, at Betænkningen forelagdes Kongen tilligemed Sibberns Argumenter imod Oversendelsen, og at Kongens Bestemmelse i saa Henseende kom til at blive Motivet for eventuel Forandring i Statsraadets Sammensætning. Sibbern formente derimod, at det netop var det Rigtige for ham paa Grund af Menings-Forskjellen «at holde sig ganske udenfor». Derfor søgte han Afsked og holdt sig borte fra Statsraadet den 16 November; derfor tog han ilde op, saavel at Ansøgningen ikke strax blev expederet, som ogsaa at dens Motiv omtaltes i Indstillingen; at Motivet ogsaa uden denne kom til Kongens Kundskab viste sig dog allerede af Hs. Majst.s Brev til Petersen af 11 Novbr. Ved Dictamenet i Statsraad den 16 Novbr. havde Kongen selv, ytrede Sibbern, taget initiativ i Sagen, imedens det efter vor Opfatning maatte være de tilstedeværende Raadgiveres Mening der ved Dictamenets Afgivelse var bleven billiget. Med Bevidsthed om, at Betænkningen holdt den Norske Side i Et og Alt, og uden Tvivl om at den jo inden vort Land maatte komme til at faa Medhold overalt, fremholdt jeg i mine Breve til Sibbern med Styrke Forudsætningen om at han, ved under de forhaandenværende Omstændigheder at unddrage sig fra Delagtighed i Sagens Behandling, vilde paadrage sig almindeligt Misnøie. Det var udelukkende af Interesse for Sagen og for Sibbern at jeg udtalte mig saaledes, og ikke var det at mærke,
