hed for og Hensyn til Forholdene i Sverige givet Aarsag til den stedfindende Strid Rigerne imellem, erklærede jeg, i Tilfælde at Regjeringen udelod Hentydningerne, at ville optage dem i et Tillægsvotum. Som Følge heraf gik man over til at behandle Spørgsmaalet om hvilke Modifikationer i Hentydningernes Form der maaske kunde gjøres og som muligens kunde tilfredsstille Sibbern. Birch-R. formente da at for dennes Vedkommende vilde Hentydningerne forblive lige ubehagelige, hvormeget de ogsaa modificeredes; Andre mente dog, at nogen Forandring kanske vilde bringe ham fra Beslutningen om Udtrædelse, og navnlig heftede man sig ved de ovenfor nævnte fra det Manderströmske Cirkulære laante stærkere Udtryk. Diskussionen endte med at man vilde overdrage Birch-R. at gjøre den Forandring i Redaktionen, som han efter egen nøiere Overveielse maatte finde passende, og at jeg dertil ytrede, at forsaavidt jeg ikke maatte finde nogen Betænkelighed ved den nye Form skulde jeg gaa ind paa den, men at jeg ikke paa Forhaand vilde vedtage nogen Forandring. Resultatet blev at de omhandlede Udtryk ombyttedes med dem der nu forefindes i Aftrykket. (Aftrykket Pag. 30).
Betænkningen afgik den 28 Oktbr. til Stockholm, hvor den ankom den 31te.
Den 8 Novbr. modtog Petersen Sibberns ikke motiverede Afskeds-Ansøgning, dateret 2 Novbr. I Betragtning af at det skulde være mindre passende om Kongen først ved en fuldstændig Indstilling blev vidende om at det første Medlem af hans Raad søgte Afsked, og da Sibbern ikke i sit Følgebrev nævnte noget om at have talt med Kongen om Sagen, skrev Petersen med næste Post, den 11 Novbr., til Hs. Majst. med Beretning om, at Ansøgningen var indkommen, og om dens Aarsag. Til yderligere Oplysning i saa Henseende vedlagde Petersen sit Brev en af Birch-R. given Fremstilling af de Omstændigheder hvortil de omhandlede Hentydninger knyttede sig. Efter at have udviklet, hvorlunde han ikke havde kunnet Andet end finde det sin Skyldighed i Betænkningen at indtage Paavisning af at den Norske Opfatning af Statholder- og Revisions-Sagerne indtil Decbr. 1859 ogsaa havde været accepteret af competente Svenske Mænd, om ogsaa saadan Paavisning ikke kunde bilægges med officielle Data, sluttede Birch-R. denne sin Redegjørelse saaledes: «Men saafremt det maatte befindes, at hine Momenter i Fremstillingen af Sagernes Gang ere benyttede anderledes end Hensyn til Sandhed og Ære tilsteder, eller saafremt der antages at være i den Grad overvægtige Grunde tilstede for slet ikke at benytte disse Momenter, at her er begaaet en politisk Feil, da rammer i ethvert Fald skylden mig, som den, der er fuldtud ansvarlig baade for Fremstillingens Form og for dens Indhold, – og Følgen af, at der kan findes at
