Sibbern som tog overmaade stærkt tilorde mod Gripenstedt for hans Ytring, og desuden
Manderström, der fremhævede at ialfald ikkun een eneste af de nuværende Norske statsraader havde været med om Betænkningen.
Gripenstedt mente at om ny Betænkning maatte ansees fornøden, saa fik den indhentes, men dertil var ikke Udtalelse fra svensk Side nødvendig. Naar Sagen bringes i Statsraad er der først at forhøre om den ansees færdig til Afgjørelse, og de Norske statsraader faae da om de saa synes begjære Betænkning indhentet.
Thyselius stammede da bag min Ryg noget om at det er ganske rigtigt, at saa er Forretningsordenen, men
Jeg lod ham ikke komme tilorde forklarede at her ikke var Tale om at undergive Kritik og overhovedet ikke om at bringe ny Forretningsorden. Men Meningen maa dog vel være om muligt at komme til Enighed. At dette muligens kan komme til at finde Sted i Henseende til Ikke-Benyttelsen af Unions-Kommitteens Arbeide. Og da gjælder det dog først at kjende hinandens Meninger. Er der Nogen som tror det skal være nogen Fordeel at Norske Regjering først sidder i Vest og finder Indvendinger, og at dernæst Svenske Regjering sidder i Øst og finder andre Indvendinger, komme Begge til Forkastelse men kanskee af høist forskjellige Motiver – slig Enighed som naar Yderste Venstre ved Votering holder sammen med Yderste Høire. Efter flere Indkast fra begge Sider, kom ogsaa
Gripenstedt til det Resultat, hvorimod Ingen ytrede Indvending at Justitiæ-St.ministeren kunde foredrage Sagen, og naar det er skeet kunne uden at de øvrige Svenske Medlemmer behøve at ytre sig, de Norske begjære Protokollen sendt til Betænkning. Men det var en selvfølge at Unions-Kom.s Indstilling ikke kunde komme til Foredrag uden i Forbindelse med Rigets Stænders Skrivelse om Revisionen. Her blev da et andet Hovedpunkt i Diskussionen, som blot løseligt havde været fremme forhen, dog strax antydet af os og derved bidraget til at fremkalde Gripenstedts ovenangivne Impertinence.
Fra Norsk Side blev der holdt paa hver Sag for sig.
Svenskerne vidste ingen Fordel derved.
Jeg mente at det i hvert Fald var nyttigt at gjøre en Begyndelse med Noget hvorom der var Udsigt til at Enighed kunde opnaaes.
Vi fremholdt at det er Spørgsmaal for sig hvorvidt det er Tid til at befatte sig med Stændernes Skrivelse, et Spørgsmaal som Kongen i den os meddelte Svenske Protokol har forbeholdt sig at afgjøre.
De Geer forklarede at hans Pligt er at bringe Skrivelsen til Behandling og
Gripenstedt tog heraf Anledning til at forklare, at hans ovennævnte Ytring simpelthen refererede sig til vor Mening om at yderligere Opsættelse er tjenlig, og altsaa ikke var ilde ment. Han istem-
