erkjende Neutralitets-Erklæringen stemmende med retfærdige og upartiske Grundsætninger. Han har altsaa endnu ikke ligefrem negtet at anerkjende neutraliteten.
Efterat Oplæsningen var tilendebragt, ytrede
Harbitz at den opstaaede Differents mellem Storthingets Medlemmer bør søges udjevnet. Man kan erkjende at Grunden til den i dette Møde brugte Fremgangsmaade har været den, at den virkelige Præsident ikke var hos Statholderen, og at Meddelelsen her saaledes maatte ske af en af de øvrige Representanter, som har været der. Men nu maa Storthing for lukkede Døre kunne holdes.
Aall nærer Frygt for at Storthinget da vilde kunne fatte Beslutning t. Ex. om Neutralitets-Erklæringens Senden til Constitutions-Comiteen.
Harbitz udvikler i Modsætning hertil sin Mening om den Behandlingsmaade som kunde følges i Storthinget, og hvorefter Dokumenter ikke behøvede at fremlægges.
Daa fandt dog at maatte insistere paa at Dokumenterne i saa Fald bleve fremlagte, og vidste ikke hvorved Storthinget havde givet Anledning til en saadan Mistillid til dets Skjønsomhed at man ikke skulde kunne komme frem med Dokumenterne af Frygt for at Storthinget skulde begaa en saadan Uklogskab som det vilde være under de nuværende Forholde at sende Neutralitets-Erklæringen til Comite.
Stabell fandt at det Hele var en Ubetydelighed at gjøre saamange Ophævelser over. Ytrede sig omtrent i samme Retning som Ueland tidligere. Var forøvrigt enig med Aall i at Dokumenterne ikke kunde blive at fremlægge og argumenterede for at ingensomhelst Paastand derom medrette kunde gjøres.
Schweigaard søgte i et længere Foredrag at forsvare den brugte Fremgangsmaade, og at vise Fordelene af at man derved fik en Meddelelse som ingenlunde var uden Betydning. Man fik ialfald nu bestemt Kundskab om enkelte Punkter, hvorom man før blot havde Anelser. Kongen har dertil villet vise Thinget en Artighed. –
Birch-R. Der er vistnok Ingen i Forsamlingen som miskjender Kongens Hensigt, ligesaalidt som de 12 Mænds gode Mening med deres Fremfærd. Der er vel heller ikke Mange, som ville negte at en Meddelelse af denne Natur maa i visse Henseender være mindre fuldstændig, at den maa være confidentiel og foreløbig kun kan ske igjennem enkelte Medlemmer. Det er saaledes formentlig ikke om disse Punkter at Differentsen dreier sig. Hvad der har vakt Utilfredshed er saavidt Taleren har erfaret at der ikke enten har været Storthinget givet Anledning til at designere Medlemmer til Modtagelsen af Meddelelsen, eller at denne ikke er skeet til og igjennem de Mænd som allerede efter deres formelle Stilling maa have Presumptionen om Forsamlingens Tillid, nemlig Præsidenterne i Storthinget og dets Afdelinger.
