Aaret 1920 bragte nemlig den definitive avslutning paa den høikonjunktur som satte ind nogen maaneder efter verdenskrigens slut. Det er fastslaaet at verdenskonjunkturene allerede i aarets første kvartal vaklet, men forskjellige forhold gjorde at man i Norge ikke merket noget til nedgangen før i aarets 2. halvdel. Billedet av Norges økonomiske liv falder saaledes i tre dele, den første karakteriseret av glimrende konjunkturer i et tidsrum der strækker sig gjennem 6—7 maaneder, den anden og kortere hvor strømmen vender, og den tredje, som satte et markeret præg paa aarets tre-fire sidste maaneder hvor nedgangen skjøt en akcelererende fart.
Disse tre perioder trær klart frem i den almindelige handelsomsætning i aarets løp. Aaret begyndte med livlig omsætning hos grossister og detaljister. Priserne steg, publikums kjøpelyst og kjøpeevne var upaaklagelig, varerne strømmet ind til landet i mængder, som vor økonomiske historie sjelden eller aldrig har vist sidestykke til. Den uavbrutte stigning som fundet sted i valutakursene gjorde at importartiklene stadig faldt dyrere med det resultat at publikums kjøpelyst blev yderligere stimuleret. Forbruket var abnormt stort. Utpaa sensommeren indtraadte en reaktion. Man kunde merke de første tegn til en svigtende kjøpeevne og til en begyndende forsigtighet. Pengene sat ikke saa løst som før, og den livlige handelsomsætning begyndte at gaa ned.
Tiltrods for nogen stigning i exporten, som blev stimulert av vor ugunstige valuta, var dog landets handelsbalance overordentlig ugunstig. Mens importen i sidste fredsaar (1913) utgjorde 552 millioner og exporten 392 (underskud 160) var tallene i 1919 rundt 918 og 297 millioner (621 i underskud) og i de fem første maaneder av 1920: 1 124 millioner importert og 501 eksportert, d. v. s. et underskud av 623 millioner kroner paa 5 maaneder. Dette avspeilet sig naturlig i valutamiséren som særlig i høstmaanederne var sterkt utpræget og — som nævnt — giorde alle vore indkjøp i utlandet overordentlig kostbare.
Netop paa det tidspunkt, da alle tegn pekte i retning av synkende konjunkturer, blev foreningen «Mindsket Forbruk». (M. F.) dannet under en særdeles stor tilslutning. Næringslivets mænd, hadde sat sig i spidsen for denne propagande-bevægelse og maalet var ved et økonomisk levesæt at sætte importen ned og derved bedre den norske krones internationale værdi. Det er vanskelig at bedømme resultaterne av foreningens virksomhet. At den kom til at spille en rolle i det økonomiske liv er sikkert nok. Men det at dens tilsynekomst akkurat falder paa det tidspunkt da de økonomiske kræfter allikevel hadde fremtvunget en strøm vending gjør det umulig at bringe aarsak og virkning helt paa det rene.
En bestræbelse i samme retning var de av Halvorsens regjering
