I mangel av disse artikler selv[1] gir Gutzkows ord en anelse om at den unge Engels ikke tok med altfor varsomme hænder paa det han gav sig i kast med. Stridslysten, voldsomheten, den retfærdige harme har sikkert ogsaa git disse artikler sin farve. Han tjente 1841—42 sin vernepligt ved gardeartilleriet i Berlin og kom i denne tid i unghegelianernes klik, de saakaldte «frie» som Marx netop hadde forlatt for at dra til Bonn. Den politiske radikalisme hadde han med fra Bremen; ungtyskeren vedblev ikke bare at være konstitutionel, han utartet uhyggelig i radikal retning. Man kan tænke sig, hvor han har rystet sine skikkelige teologiske venner med slike ord som disse: «Jeg hater ham (Friedrich Wilhelm III), og foruten ham hater jeg kanske bare to eller tre i verden, jeg hater ham til døden, og maatte jeg ikke foragte ham saa dypt, saa vilde jeg hate ham endnu mer. Napoleon var en engel mot ham, kongen av Hannover er en gud hvis vor konge er et menneske. Der er ingen tid som er rikere paa kongelige forbrydelser end tiden fra 1816—1830. Næsten alle fyrster som regjerte dengang hadde fortjent dødsstraf. — — Bare av den fyrste venter jeg noget godt som føler sit folks ørefiker svirre om hodet paa sig, og hvis paladsvinduer blir knust av revolutionens stenkast.»
At Berlineraaret ikke har gjort ham mere maateholden er sandsynlig. Hans samkvem med de »frie» borger for det. «En forening av ultraradikale, ja anarkistiske kraftgenier som mente at maatte bekræfte sin opposition mot stat og samfund ogsaa ved tøilesløshet i sin egen livsførsel» — som Herkner skildrer dem[2].
