spørsmaal staar dessuten hos Engels istedenfor noget svar bare «bleibt». Dette tyder ogsaa paa at Engels har et godkjent utkast liggende foran sig, ett som maatte være den kongres bekjendt for hvilken utkastet skulde forelægges.
Engels har sikkert ikke været nogen slave av urkatekismen, dertil var det ham altfor meget om at gjøre at faa smuglet Marxismen ind i forbundets program. Men hele utkastets karakter, dets forhold til Engels’s tidligere produktion, viser at han ikke har været helt fri da han laget det. Naar man har læst utkastet, er man ikke i ringeste tvil om at det er et arbeide av Engels. Men hvilken forandring det maa ha foregaat med manden paa de to aar siden han skrev «Die Lage». Hvor er den harmglødende, unge agitator som knytter næverne i stille raseri over det engelske bourgeoisi og dets skjændselsgjerninger bak det tilsynelatende saa rolig og nøkternt anførte bevismateriale? Ja, for her hvor man skulde tro han hadde al sin agitatoriske evne behov, her er Engels bare skolemesteren som forklarer og oplyser, klart, tørt, rolig, kjedelig. Men at han kunde lage et saa graat, saa farveløst produkt, viser netop hvor Engels var praktisk. Han kunde gjemme væk en del av sin personlighet naar det gjaldt at opnaa en fordel for den sak han kjæmpet for.
Sammenlignet med «Det kommunistiske manifest» er dette utkast av Engels agitatorisk set ganske uskyldig, endda det væsentlig indeholder det samme, de samme kjendsgjerninger og de samme tanker. Men tankerne er bare ikke fremført med den samme vilje og personlighet. I «Det kommunistiske manifest» har en mægtig vilje fortættet sig i en lysende klar tanke. Tanken agiterer for sig selv. Derav den magt den øver over de menneskesind som engang er kommet ind under dens indflydelse.
Selv om — ja, kanske netop fordi — Engelss utkast
