Side:Kants Fornuftkritik.djvu/41

O hør mig, elskte, milde søvn, —
forlad mig ej, — o hør mig;
lad end engang mig hvile faa
som barn ved moders bryst,
lad end engang dit varme favntag
mig kryste tæt og sødt beruse; —
o gjem mig, — favn mig, — skjul mig, —
saa mindet, sorgens datter, sorgens moder
ej snor sit garn om mig igjen;
dit blide milde aasyn
lad skræmme med sin tause værdighed
hin dæmon, som til træl mig gjorde,
som holder oppe øjelaaget,
med huldre-salve gnider øjet,
saa alt, hvad før mig tyktes skjønt,
nu blottet er i al sin barhed,
saa alt, hvad før jeg harmtes over,
nu hyllet er i sand forklarings kappe, —
som lig en orm sig snor om hjertet,
saa ej det frit og varmt kan slaa,
som lig en orm forgifter hjernen,
saa tirret den faar aldrig hvile, —
hin hadefulde dæmon,
som ruster hadets blanke rappe staal,
som pansrer mig mod elskovs skarpe pil — —.
O hør mig elskte milde søvn,
forlad mig ej, — o hør mig