Side:Johan Sebastian Welhaven liv og skrifter.djvu/98

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

82

sonen med dens Frembringelser, og der var en Tid, da jeg kjendte for lidet Henrik Wergelands Karakter til at afsky denne i samme Grad som hans Muse.»* Wel- haven, som i sin polemik bruger over- drevne udtryk, har dog her neppe talt for sterkt, naar han giver sin følelse ligeoverfor den wergelandske digtning navn af afsky. Saa bør den frastødende kraft her kaldes. Den wergelandske muse stod for ham som en barbarkvinde, der med larm og svul- mende muskler bryder ind i helligdommen for det skjønne, det rene, det stille. Og han blev fyldt med hellig harme. «Jeg tog dette Fænomen alvorligere end nogen af mine Jevnlige. Fra Skolen havde en Lærer, som jeg elskede, medgivet mig en skærpet Sands for Digtekunstens Kydskhed og Ren- hed.»** Det blev ham «omsider en uimod- staaelig Trang at nedlægge offentlig Protest mod dette Uvæsen».*** Især da virkelig saa mange syntes om det, Wergeland skrev. Nu havde han igjen netop havt en samtale med en student, som roste Werge- lands digte; da gik han hjem og skrev':

» I, s. 149.

    • II, s. 179.
      • I, s. 4.

�� �