68
��Sov ei den hele Nat: men ruged' en kostelig Flan ud. Morgenrøden, den yndige Moe. fandt Pasop paa (laden, hvor han samled' til Raad en Skare af lydefrie Hunde. Da nu forsamled' de var, og Enhver havde valgt sig
et Sæde. mellem dem reiste sig op og talte den sindige Pasop: «Hør mig, værdige Pudler! og alle i menige Hunde! Vældigt trues vor Slægt, snart jages vi ud af vor Bolig. Armod hliver vor Lod, om ellers Døden vi undflyr. Hidtil tjente vi Hæder og Brød. Ved hjæffende Kraftrost Blev vi en Støtte for Herskab og Huus. en Rædsel for
Tyve. Greben af Anelsens Magt jeg stjal mig i Mændenes
Samkvem, Hørte med gruelig Qval de vældigt buldrende Stemmer: Flux da raudt mig i Hu min egen og Brødrenes Fare. (Th i hvad nytter en Hund, naar Mændene selver kan
bjæffe. Snart de skue det grandt og give os Lobepas alle). Endnu jeg havde lidt Haab og bjæffede hoit, sympa-
tetisk. mærkede dog til min Skræk, at jeg overdøvedes ganske. Mørke Tanker jeg bar i mit Sind. da fra Baadet jeg
udgik. Sov ei den hele Nat, men ruged' en kostelig Plan ud.> Hundene sukkede dybt og hang med Hoved og Hale. Da tog Ordet igjen den gjæve sindige Pasop : «Sandelig fast jeg nærer det Haab i mit Sind og mit
Hjerte. At vi Mændene snart kan gjore til Skamme i Konsteu, Naar vi ved redelig Flid har ovet vor bjæffende Stemme. Dertil hører, at vi faa Sæde i Mændenes Samfund. Lære snedigt Maneren dem af. naar de stoie i Hallen, Derpaa ove os under os selv, naar vi komme i frie
Luft.
�� �
