34
Det var nok mange af Johans kame- rater, som fik føle hans kritik, og han op- traadte vist ofte noget overlegent. En dag skal følgende eksamination have foregaaet paa skolen — det maa have været i sidste skoleaar. Læreren, Flottmann, spørger en af Johans kamerater: «Hvad mener du om Grundtvig?» «Jeg kan ikke mene noget godt om en gal mand,» svares der. «End hvad mener du, Johan Welhaven?» «Jeg mener, at Grundtvig er en saa rig og genial mand, at han er uendelig hævet over en dom, som udtales af en skole- pebling,» svarer Johan. Saa blev der en hel strid herom i frikvarteret, og gutterne tog parti for og imod.
Johan var i det hele tåget slem i munden. Nu var der en af kameraterne, som var stor og svær, rent en Goliath; i munden duede han ikke stort, men saa havde han det i næven. Det var Kjelstrup, som senere blev sognepræst i Aal og var vidt kjendt for sin kjæmpestyrke. Kjelstrup holdt meget af Johan og sagde til ham: «Brug du kjæften, jeg skal forsvare dig.» Der var som et rent forbund mellem disse to, og forbundet raadede sikkert over skolens kraftigste næve og hvasseste mund.
�� �
