22
I de første aar gaar det noksaa godt.
Winding roser guttens «sunde bedømmelse
af historiske sager» ; kun af og til lidt klage
over, at opførselen ikke er ganske tækkelig.
Men saa kommer den kritiske tid omkring
fjorten-aars alderen. Men hvor meget end
konrektor nu har at sige paa gutten, maa
han rose hans gode evner. Han skriver
sommeren 1821 : «Ved sin gode naturlige
Forstand, som han skal takke Gud for,
reder han ofte vel for sig, men hvor det
kommer an paa Flid, har jeg truffet ham i
stor Forsømmelse.» Winding har nok ofte
været urimelig ligeoverfor Johan i denne
tid, saa gutten ofte fik medhold hjemme.
Her blev det opfattet slig, at Winding lige-
til havde fattet had til Johan. Hertil mente
man, grunden var følgende. Der var selskab
hos Welhavens, og Winding var der ogsaa.
Gjæsterne sad rundt et stort bord og spiste
og dråk, og Winding havde nydt vel meget.
Børnene havde faaet lov at være inde, og
der var baade Johan og Maren og Georg.
Pludselig giver saa en af børnene Winding
en dask paa pukkelen. Winding vender
sig om, og Johan staar netop bag hans
stol. «Slaar du din lærer,» sagde Winding,
og vikle ikke tro, at Johan var uskyldig;
�� �
