17
klodset i manerer. Danselæreren var en bøhmer, en meget artig fyr. Han var liden og tyk, bar haar som en dame og havde flettet det i nakken. Han var stadsmusi- kant og spillede kontrabas, og instrumentet ragede mægtig op over den vesle fyren. Johan var en syv, otte aar, da han hos denne mand skulde lære en finere opførsel. Johan var fortvilet; men han maatte til. Han blev iført hvide bukser og grøn jakke, og det hjalp ikke, at han baade sparkede og spændte, alt det han kunde.
I huset hos Welhavens gik en mand, som hed Meyer ; han udrettede ærend og andre smaating. Præsten bad nu ham, at han vilde være saa snild at følge Johan paa danseskolen. Meyer bad for gutten, at han maatte slippe; men præsten stod ved sit. Meyer fik ham da paa skolen og kom ogsaa tilbage med ham. Johan saa rasende ud. Senere var det altid en for- færdelig sjau, hver gang Johan skulde afsted.
Da en maaned var gaaet, sagde Meyer til præsten: «Det gjør mig vondt, jeg kan ikke følge Johan mere; for jeg er saa stiv i benene.» Saa viste han frem sine lægger, og han var aldeles grøn over hele skinne- benene. Og saa fortalte han, at det gik
2 — Løchen : Welhaven.
�� �
