saa grovkornede, at de ikke gaar igjennem det almindelige æsthetisk-moralske sold.
Et par af de ting, som stadig kommer igjen i angrebene paa Welhaven, fortjener at nævnes. Fra den tidligste tid af sit forfatterskab udtaler Wergeland sin uvilje mod den æsthetiske retning, som nede i Danmark havde sin Talsmand i J. L. Heiberg. Allerede i farcen «Ah», 1827, stikler han lidt paa vaudevillerne, og i den første digtsamling begynder han digtet Paa en kirkegaard med de ofte nævnte ord:
Min Harpes Sprog
bliver kun en Monolog:
Ingen skatter, Ingen fatter
det for Vaudeville-latter.
Og ganske rigtigt: netop fra denne kant var nu en ilter, rasende fiende stormet frem; Welhaven var den danske lærling. Flere af stumperne sigter hertil; jeg anfører to:
Dig Øre ei Naturen gav
for Sang i norske Grønne,
der henrykt hører Kaglet af
den tamme danske Høne.
Hvad vil du med det Epos der.
du kritikalske Snille.
