rykker i felten med et langt digt, og er ligesaa overlegen i tonen som Welhaven selv.
«Apollo, han, som Vid og Vanvid veier,
dig gjøre til Parnassets Skorsteensfeier»
heder det, og saa slutter han sin tiltale til Welhaven med følgende vers:
«Det Gjengjæld var — du har ei Grund at klage,
fordi jeg ingen Skaansel haver kjendt.
Kast Øiet til dit Øglebid tilbage!
Det er dit eget Skyds imod dig vendt.
Din Ven du blot for Verdens Øie stilled.
jeg viser kun dig selv dit sande Billed.»
Welhaven svarede med den bekjendte artikel: «Til en Modstander i Morgen- bladet.» Han finder det gavnligt her at vise forfatteren «de talrige Bommerter, der gjøre de fleste af hans Strofer til æsthetiske Misfostre». Efter nu at have plukket mod- standerens digt fra hinanden ender han slig:
«Jeg haaber, at Wergeland engang vil træde ud af den dybe Vildelse, hvori han nu befinder sig, — og Ingen ønsker det mere end jeg; thi jeg tror, at han da vil kunne gjøre vor Literatur Ære. — Men nu er han en vandrende Ridder af den bedrøvelige Skikkelse. Nu finder han
