Denne siden er korrekturlest
Sidst tag min Tak, du Menneskets Veninde,
Du værnede omkring mit Land og mig;
Du lokkede den svage Sanggudinde
Til Höstens Lovsang. Og om strengelig
Kritiken bort fra Rygtets Tempel driver
Beskeden Muse, uafhedelig
Den friske Krands fra glade Isse river;
Dog denne Sang skal ey fortryde mig.
Thi det jeg veed, den skal de Gode röre
— Algodheds Lov mig Harpen gav i Haand —
Og venlig skal min Landsmand den anhöre
Og saae den kier: Thi norske er Sangens Aand.
