skandinaviske Norden paa en til Forgreningen i forskjellige Stammer eller Folk svarende Maade, — eftersom det blev paavist, at de Verker, hvori dette Aandsliv har sat sig sine bedste og varigste Minder, er tilblevne ved et længe fortsat Arbeide og under Indflydelse af udenfra kommende Impulser, — blev det mere og mere umuligt at fastholde den germanske eller nordisk-skandinaviske Paradismythe; man blev mere og mere drevet til at henføre de Skatte, man havde modtaget fra Forfædrene, til de historiske Nationaliteter istedetfor til forhistoriske Racer og til at se i Nationaliteten ikke noget oprindeligt og én Gang for alle givet, men noget lidt efter lidt tilblevet og foranderligt, Resultat af en gjennem uoverskuelig lange Tider fortsat og aldrig hvilende Integrerings- og Differentieringsproces — en Vekst, som til den ene Side samler og til den anden adskiller, og som forudsætter en stadig Paavirkning og Optagelse af Stof udenfra.
Ifølge det historiske Grundsyn, hvortil Munchs kritiske Arbeider viste hen, maatte Spørgsmaalet om de skandinaviske Folks Indvandringsveie tabe den overvættes Interesse, som engang blev knyttet til det, og hvorefter det kunde blive den ene store Hovedpost i den norske historiske Skoles videnskabelige Program. Det blev jo ifølge disse Arbeider mere og mere indlysende, at, hvad enten Skandinavien er blevet bebygget fra den ene eller den anden Kant, saa er under alle Omstændigheder norsk, svensk, dansk Nationalitet først blevet til i de Lande, hvor Nordmænd, Svensker og Dansker bor den Dag idag. Munch havde fremfor nogen anden fulgt Indvandringshypothesen i alle dens Konsekvenser; han havde fremfor nogen anden brugt den som Hakke og Spade til at rydde Vei i Oldsagnenes Vildnis og grave frem nye Sandheder; han kunde, fra det Standpunkt, hvortil han tilsidst havde arbeidet Sig frem, dimittere den som en Tjener, hvis Hjælp man ikke længere behøver.
Hvad den anden Hovedpost i den norske historiske Skoles videnskabelige Program derimod angaar, — Læren om, at Edda- og Sagalitteraturen alene tilhører den norske Gren af den skandinaviske Folkestamme, at altsaa Benævnelsen oldnordisk om denne Litteratur er falsk og vildledende og Benævnelsen islandsk ligeledes, forsaavidt derved menes noget forskjelligt fra særlig norsk-national, noget i Retning af fællesnordisk, — da er det saalangt fra, at den er blevet rokket eller rystet eller skudt tilside ved det nye Syn paa nordisk-germansk Oldhistorie, hvortil Munchs kritiske Arbeider banede Vei, at den tvertom derved bare er blevet yderligere stadfæstet, lagt over paa en bredere, tryggere Grundvold. Saalænge den romantisk-historiske Betragtningsmaade var raadende, saalænge kunde den Omstændighed, at Eddakvad og Sagaer
15 — Sars: Samlede Verker IV.
