Side:J. E. Sars - Samlede Værker 4.djvu/209

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
209
P. A. Munch

tilbage til det som til en uudtømmelig Fundgrube. «Det norske Folks Historie» udkom i Aarene 1851—1863. I disse Aar gjennemgik Nationalfølelsen hos vort Folk en meget alvorlig Krise. Ydre og indre Aarsager samvirkede til at fremkalde en afgjort reaktionær, pessimistisk Stemning inden Samfundets høiere, ledende Lag; det blev Mode at præke den rene Selvopgivelse eller i det ringeste at stille sig høist skeptisk, mismodig hovedrystende ligeoverfor Spørgsmaalet om Folkets Fremtidsudsigter og Evne til at føre sin egen Tilværelse. Enhver, som har gjennemlevet denne Tid, vil mindes dette, og vil tillige mindes, hvor stor en Støtte og Styrke det var for den nationale Selvfølelse under de mangehaande Anfægtelser og Angreb, for hvilde den var udsat, at den kunde pege paa de Arbeider, som netop nu fremkom fra den norske historiske Skole, og deriblandt naturligvis først og fremst Munchs store Verk. Landet var fattigt; Literatur og Kunst, overhovedet Kulturens finere Vækster vilde ligesom ikke slaa Rod i den magre Grund; det gik idethele smaat og traat med Fremadskridningen paa de fleste Kanter; Folket holdt fast ved sit gamle daarlige Stel og syntes paa mange Maader forkommet og kuet ved de trange økonomiske Kaar; de bedste flyttede ud o. s. v.; — der var meget, hvoraf der kunde hentes og blev hentet Stof til mistrøstige Betragtninger. Men saa havde vi den gamle Konge- og Sagatid; og hvor stor en Kraftudfoldelse dette havde været, derom vidnede nu for Alverden «Det norske Folks Historie». Det var neppe mange, som holdt ved med at læse Verket fra Perm til Perm, eftersom det kom ud; men mange læste dog hist og her i det, bladede i det, saa paa det, og bare Synet gav Støtte; man følte sig tryggere, ligesom med en Mur foran sig, ved at se paa den lange Række af svære Bind. Et Folk, der havde havt en slig Fortid, maatte vel ogsaa have en Fremtid. —

Vi maa da ganske vist erkjende, at det var en Lykke for os, at vi fik dette Verk, og at vi har Grund til at være den Mand taknemmelig, hvis Foretagsomhed og Offervillighed satte Munch istand til at begynde og fortsætte Verket (Forlæggeren Chr. Tønsberg). Munchs økonomiske Vilkaar var saadanne, at han maatte have Penge for sit Arbeide. Dog har utvivlsomt ved dette Verk Pengehensynet ikke spillet nogen Rolle som den egentlige drivende Kraft; det vilde være urimeligt at tale her om Araberen og Arbeidskjærren. Munch har selv i Forordene til «Det norske Folks Historie» paa flere Steder talt om, hvormegen Glæde han havde ved Udarbeidelsen af Verket, — hvorledes den «i en Række af Aar har været hans kjæreste Syssel og største Opmuntring», — og det er vist al mulig Grund til at tro paa Sandheden af disse Forsikringer. For ikke at tale om den Tilfredsstillelse,

14 — Sars: Samlede Verker. IV