men ra’e so stirde dai so illt paa han Lars aa mulla ve ina’n. Paa Slutna’n hadde dai kor sin liten Stav, aa so komo dai burt i Sænge te hono Lars aa støngo han me Stavo sino, so de gjorde so illt, at han skraik. No spurde han dai tvo Gutadn, koss han skulde bera se aat, at dai skulde la han vera. – „Du ska sjaa aat, at du e go te koma burt i Hægsæte aa leggje de der“, sa’e dai, „før der ha dai ’ki Magt te gjera de noko“. – Han ropte daa paa ho Ragndi, at ho skulde hjølpe hono burt i Hægsæte. „Ki vil du de ette daa?“ sa’e ho. – E faar ingi Roe her“, svara han. – Ho laga daa te ai Lego i Hægsæte aa hjølpte hono dit, aa la’e han ne. Men daa voro dai so sinna dai tvær gamle Kjeringadn; men dai komo ’ki ette aat Hægsæte. Desse tvo som hadde svalla ve han fyrr um Natte sette se daa hjaa hono. Han spurde dai, um dai ’ki snart vilde raise. „Jau“, sa’e dai, „so snart Dagsbrune visa se ljøte me raise, so snøggt som ain Vind“. – Trast dai hadde sagt de, sopte de paa Døre kor ain so snøggt som ait Øgdnblik. Daa saag han igjøno Døre, at dai stigo paa Hestadn, aa so vart de slik Skraml i Baislo aa Grimo; aa daa de bar i Vegen, høyrde han Duren taa dai ai go’e Ri.
Daa desse Jolesvainadn voro raiste, vart han Lars klenare, aa daa maatte ho Ragndi hjølpe hono burti Sænge atte, men der fekk han Ro aa kom te sovne. Daa han vakna, fortelde han baade Kjeringenn sinne aa anna Folk, koss de hadde vore der um Natte. Taa dai Spelemanne hadde han lært ain Laatt som han minntest, aa si’a daa han vart so frisk’e, at han va go’ te laate paa Fela, daa let han denne Laatten graidt.
