i lang’e Ti ai stor’e borkutte Merr, som han stødt ha kalla Storeborka ell aa gamle Merre si, nær han ha tala um ho. Men me dai Merrenn gjorde han væl mange Maisterstykki, ette som han fortel’e; aa vilja me ’ki tru hono, so segje han:“ F– rive me e de ’ki sannt“. Aa ho Marit segje de sama, men ho banna no ’ki paa de ho. Ai Gong va han Trond te Gjestebo’s paa ain Gard aite Bakke i Slidre. Ho e komi taa Bakke ho Marit Kjeringe hass. No va detta um Veten i Jolo, Isen va daa lagd’e her paa Mjøs’n, aa han Trond hadde Storeborka te aa aka paa. No e de aistane i Hugabergo ai stor’e Svellkule, som Aar te Aars kjøve utover ait stort stoytande bratt Berg, aa denne Svellkula kalle me Kyrjutulen, taa di væntele, at de ska ha raist utover der ai Kyr aa slegi se i Hel. De e no inki Raa før noko osljøgande aa koma korki upp ell ne der me Live, før de e ende bratt ne aat Fjorde aa so høgt som væl tvær Gønge Bykyrkja som staar ve Torge i Kristian. Men han Trond fortel’e, at daa han kom atte or di Gjestebo’e paa Bakke aa va komin ut paa Isen der ve Øylolande, so slo Merre se gali aa vilde inki lite hono, aa daa visste han ingi onnor Raa før aa faa ho te stane, anna ell han vikte ho tvert inn i Kyrjukulen; men Merre va godt skodd’e, ho sette te aa sprang midt uppi Jukulen. Der va de ai Skorte, so myki ho fekk staa i me Framføto; ho torde daa ’ki lenger upp ette, men snudde ne’att aa radt ne paa Isen. Aa han Trond sat i Sle’a aa laut fylgje me baade upp aa ne; men de skadde alder ai Grand korki hono ell Merrenn, aa han kjoyrde att te Myro um Kvelden aa va lite hail baade han aa Merre.
