Denne siden er korrekturlest
Nu har gudinden Atene, den blaaøide, egget imot dig
Tydevs' søn, den daare! Han visste jo ikke at længe
times det ingen at leve som kjæmper mot evige guder.
Ei skal barnene kalde ham far og klynge sig kjærlig
ind til hans knæ, naar han kommer fra krig og grufulde kampe.
Derfor maa Tydevs' søn, var han end saa sterk som en jætte,
vogte sig at ei en gud, hvis kræfter er større end dine,
møter ham snart i en kamp, saa den værdige Aigialeia,
Adrasts datter, den kampglade helt Diomedes' hustru,
nat efter nat skal vække med jamrende graat sine terner
pint av længselen efter sin mand, den bedste akaier.»
Saa hun talte og vasket med hænderne blodet av saaret.
Haanden blev lægt i en hast, og de grusomme smerter blev lindret.
Men da Atene og Hera med skadefryd saa hendes vaande,
tirret de Zevs med ertende ord og spottende tale.
Først tok Atene, den blaaøide mø, til orde og mælte:
«Zevs, vor mægtige far, du vredes vel ei ved min tale?
Visselig, nu maa Kypris ha lokket en mø fra Akaia
med for at følge de troiske mænd som hun elsker saa saare.
Men da hun klappet saa ømt en langsløret mø fra Akaia,
ridset hun vist sin yndige haand paa jomfruens guldnaal.»
Saa hun talte; men guders og menneskers far maatte smile.
Venlig talte han nu til sit guldfagre barn Afrodite:
«Dig blev det ikke forundt, mit barn, at færdes i krigen.
Du skal vække hos brudgom og brud den higende længsel.
Hist har Pallas Atene sin dont og krigsguden Ares.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men Diomedes, den høimælte helt, for frem mot Aineias,
endda han merket saa godt at Apollon med skjærmende hænder
vernet den faldne. Han trodset den mægtige gud; ti han higet
efter at fælde Aineias og røve hans herlige rustning.
Tre ganger styrtet han rasende frem for at dræpe sin uven.
Tre ganger rettet Apollon et støt mot hans skjold, saa han ravet;
men da han fjerde gang stormet til kamp saa sterk som en guddom,
truet Apollon, den rammende gud, ham barskt i sin vrede:
«Vogt dig, Tydevs' søn! Tilbake! Det nytter dig ikke
frækt at bryste dig her som en gud; ti de evige guder
er ei av dødelig æt som menneskers jordbundne slegter.»
Tydevs' søn, den daare! Han visste jo ikke at længe
times det ingen at leve som kjæmper mot evige guder.
Ei skal barnene kalde ham far og klynge sig kjærlig
ind til hans knæ, naar han kommer fra krig og grufulde kampe.
Derfor maa Tydevs' søn, var han end saa sterk som en jætte,
vogte sig at ei en gud, hvis kræfter er større end dine,
møter ham snart i en kamp, saa den værdige Aigialeia,
Adrasts datter, den kampglade helt Diomedes' hustru,
nat efter nat skal vække med jamrende graat sine terner
pint av længselen efter sin mand, den bedste akaier.»
Saa hun talte og vasket med hænderne blodet av saaret.
Haanden blev lægt i en hast, og de grusomme smerter blev lindret.
Men da Atene og Hera med skadefryd saa hendes vaande,
tirret de Zevs med ertende ord og spottende tale.
Først tok Atene, den blaaøide mø, til orde og mælte:
«Zevs, vor mægtige far, du vredes vel ei ved min tale?
Visselig, nu maa Kypris ha lokket en mø fra Akaia
med for at følge de troiske mænd som hun elsker saa saare.
Men da hun klappet saa ømt en langsløret mø fra Akaia,
ridset hun vist sin yndige haand paa jomfruens guldnaal.»
Saa hun talte; men guders og menneskers far maatte smile.
Venlig talte han nu til sit guldfagre barn Afrodite:
«Dig blev det ikke forundt, mit barn, at færdes i krigen.
Du skal vække hos brudgom og brud den higende længsel.
Hist har Pallas Atene sin dont og krigsguden Ares.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men Diomedes, den høimælte helt, for frem mot Aineias,
endda han merket saa godt at Apollon med skjærmende hænder
vernet den faldne. Han trodset den mægtige gud; ti han higet
efter at fælde Aineias og røve hans herlige rustning.
Tre ganger styrtet han rasende frem for at dræpe sin uven.
Tre ganger rettet Apollon et støt mot hans skjold, saa han ravet;
men da han fjerde gang stormet til kamp saa sterk som en guddom,
truet Apollon, den rammende gud, ham barskt i sin vrede:
«Vogt dig, Tydevs' søn! Tilbake! Det nytter dig ikke
frækt at bryste dig her som en gud; ti de evige guder
er ei av dødelig æt som menneskers jordbundne slegter.»
