Hopp til innhold

Side:Iliaden.djvu/87

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Ei er jeg slik at jeg agter at fly som en usling fra kampen
eller at krype i skjul. Min kraft er jo endnu den samme.
Nødig jeg stiger tilvogns; men tilfots som jeg er, skal jeg trøstig
møte dem begge i strid. Atene forbyr mig at skjælve.
Visselig skal deres fotrappe spand ei føre dem begge
levende bort ifra møtet med os, hvis den ene kan flygte.
Nu skal jeg si dig et ord, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom gudinden, den raadsnare Pallas, under mig naadig
seierens ry og begge blir dræpt, saa hold vore raske
gangere her hvor de staar, og bind deres tøiler til karmen.
Skynd dig saa hen til Aineias' spand og driv det med svepen
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Vit at de stammer fra ædleste kuld, som Alfader fordum
skjænket til Tros som bot for hans søn Ganymedes, og derfor
findes ei ædlere spand saa vide som solskiven lyser.
Hemmelig skaffet Ankises sig føl av den herlige stamme.
Skjult for Laomedon førte han dit sine raskeste hopper.
Seks var føllenes tal som fødtes i høvdingens stalder.
Fire beholdt han selv, og godt blev de foret ved krybben.
To til Aineias han gav, de væligste hingster paa valen.
Hæder og ry vi vandt, hvis vi røvet det herlige tvespand.»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Hastig sig nærmet imens de to paa den rullende stridsvogn.
Først tok Lykaons herlige søn til orde og ropte:
«Vældige stridsmand, du krigerske søn av den modige Tydevs.
Ei blev min smertende pil, mit vingede vaaben, din bane.
Vel, men nu skal jeg friste om ikke min lanse kan naa dig.»
Saa han talte og slynget med kraft sin lanse og rammet
haardt Diomedes' skjold, og midt gjennem skjoldet sig boret
kobberets spids paa sin flugt og stanset ved panserets plater.
Pralende ropte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Tvers gjennem lysken jeg jog dig mit spyd. Nu tror jeg du ikke
længe vil holde det ut. Mig skjænket du glimrende hæder.»
Dog, den vældige helt Diomedes svarte ham frygtløs:
«Nei, dit kast var forgjæves. Du rammet mig ikke; men dette
ender forvisst ikke godt for jer to; ti én skal tilvisse
falde og mætte med blod den utrættelig kjæmpende Ares.»
Saa han talte og slynget sit spyd, og Atene det rettet