Denne siden er korrekturlest
Er det fordi Menelaos i kamp med din ven Aleksandros
seiret fornys og nu vil føre mig lumpne tilbake,
si, er det derfor du nu saa smiskende staar ved min side?
Sæt dig dog hen til din ven! vik bort fra gudernes veier!
Vend ikke om og sæt ikke mer din fot paa Olympen!
Nei, la ham aldrig faa ro, men vogt ham i klagende elskov,
indtil han fører dig hjem som sin viv, eller gjør dig til frille.
Selv vil jeg ikke gaa dit — foragtelig vilde det være —
blot for at dele hans leie; ti da vilde troernes kvinder
haane mig alle som én, og av sorg har jeg nok i mit hjerte.»
Derefter svarte paany Afrodite i flammende vrede:
«Tir mig ikke, du frække! Jeg kunde vel ellers i vrede
slippe dig helt og hate dig vildt som jeg elsket dig hittil,
og mellem troernes mænd og danaerne listelig øke
hatet paany, saa du selv maatte dø som en æreløs tøite.»
Saa hun talte, og Hélena, datter av Zevs, blev forfærdet
Skrækslagen hyllet hun sig i sit slør og vandret i taushet,
skjult for de troiske kvinder og fulgte den høie gudinde.
Men da de naadde i hast Aleksandros' herlige bolig,
skyndte de tjenende kvinder sig straks, enhver til sin syssel,
medens den deilige husfrue gik til sit høienloftskammer.
Der tok straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde,
stolen og satte den hen til den deilige helt Aleksandros.
Hélena, aigissvingerens barn, tok plads ved hans side.
Harmfuld vendte hun øinene bort og haante sin husbond:
«Hjem er du kommet fra krigen. Aa, gid du var falden paa valen,
knuget i knæ av den vældige helt, som før var min husbond!
Før har du skrytt av at mestre den krigerske drot Menelaos
baade i styrke og armenes kraft og i kjækhet med lansen.
Vel, saa skynd dig nu atter avsted og æsk Menelaos
endnu engang til drabelig kamp! Aa nei, la det være.
Stans, hvis du lyder mit raad, og vaag ikke mere i daarskap
atter at gaa til en dyst mot den haarfagre helt Menelaos.
Da blev du sikkerlig fældet i hast av hans vældige lanse.»
Derpaa tok Paris til orde og svarte med lokkende tale:
«Hustru, aa pin dog ikke mit sind med de bitreste haansord!
Dennegang hjalp Atene i løn Menelaos til seier.
Næstegang seirer vel jeg; ogsaa jeg har hjælpende guder.
seiret fornys og nu vil føre mig lumpne tilbake,
si, er det derfor du nu saa smiskende staar ved min side?
Sæt dig dog hen til din ven! vik bort fra gudernes veier!
Vend ikke om og sæt ikke mer din fot paa Olympen!
Nei, la ham aldrig faa ro, men vogt ham i klagende elskov,
indtil han fører dig hjem som sin viv, eller gjør dig til frille.
Selv vil jeg ikke gaa dit — foragtelig vilde det være —
blot for at dele hans leie; ti da vilde troernes kvinder
haane mig alle som én, og av sorg har jeg nok i mit hjerte.»
Derefter svarte paany Afrodite i flammende vrede:
«Tir mig ikke, du frække! Jeg kunde vel ellers i vrede
slippe dig helt og hate dig vildt som jeg elsket dig hittil,
og mellem troernes mænd og danaerne listelig øke
hatet paany, saa du selv maatte dø som en æreløs tøite.»
Saa hun talte, og Hélena, datter av Zevs, blev forfærdet
Skrækslagen hyllet hun sig i sit slør og vandret i taushet,
skjult for de troiske kvinder og fulgte den høie gudinde.
Men da de naadde i hast Aleksandros' herlige bolig,
skyndte de tjenende kvinder sig straks, enhver til sin syssel,
medens den deilige husfrue gik til sit høienloftskammer.
Der tok straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde,
stolen og satte den hen til den deilige helt Aleksandros.
Hélena, aigissvingerens barn, tok plads ved hans side.
Harmfuld vendte hun øinene bort og haante sin husbond:
«Hjem er du kommet fra krigen. Aa, gid du var falden paa valen,
knuget i knæ av den vældige helt, som før var min husbond!
Før har du skrytt av at mestre den krigerske drot Menelaos
baade i styrke og armenes kraft og i kjækhet med lansen.
Vel, saa skynd dig nu atter avsted og æsk Menelaos
endnu engang til drabelig kamp! Aa nei, la det være.
Stans, hvis du lyder mit raad, og vaag ikke mere i daarskap
atter at gaa til en dyst mot den haarfagre helt Menelaos.
Da blev du sikkerlig fældet i hast av hans vældige lanse.»
Derpaa tok Paris til orde og svarte med lokkende tale:
«Hustru, aa pin dog ikke mit sind med de bitreste haansord!
Dennegang hjalp Atene i løn Menelaos til seier.
Næstegang seirer vel jeg; ogsaa jeg har hjælpende guder.
