Hopp til innhold

Side:Iliaden.djvu/61

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
der hvor enhver hadde bundet sit spand og lagt sine vaaben;
men Aleksandros, den haarfagre Hélenas herlige husbond
fæstet om skuldre og bryst den prægtige skinnende rustning.
Nede om læggene spændte han først de skjærmende skinner,
skjønne, med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter trak han sin bror Lykaons funklende brynje
over det hvælvede bryst, og den passet som var den hans egen.
Men over skuldrene hængte han først sit slagsverd av kobber,
prydet med nagler av sølv, og derpaa det mægtige malmskjold,
satte saa hjelmen paa hoved, skjønt hamret med hestehaars hjelmbusk.
Frygtelig nikket den vaiende busk fra hans kraftige hoved.
Derefter tok han det vældige spyd som passet i næven.
Likesaa akslet den krigerske drot Menelaos sin rustning.
Men da de, hver i sin flok, var rustet med vaaben og verge,
stevnet de midt gjennem troernes hær og akaiernes fylking.
Blikket var barskt, og undrende skræk grep alle som saa dem,
baade blandt troernes mænd og akaiernes malmklædte skarer.
Midt paa den utmaalte plads skred de frem, og nær ved hinanden
stanset de, vrede i hu, og truende svang de sin lanse.
Slynget da først Aleksandros sin vældige lanse og rammet
midt i det kredsrunde skjold som dækket den gjæve Atreide.
Kobberet kløvde dog ikke hans vern; ti spidsen blev bøiet
krum mot det mægtige skjold; men Atrevs' søn Menelaos
stormet nu frem med en inderlig bøn til Zevs i det høie:
«Alfader Zevs! aa, und mig dog hevn over ham som i hovmod
krænket mig først, og dræp ved min haand hin helt Aleksandros.
Da vil saa mangen en mand endog blandt de sildige slegter
vogte sig vel for at krænke en vert som huset ham gjestfri!»
Saa han talte og slynget med kraft den vældige lanse
mot Aleksandros og traf med dens odd hans kredsrunde malmskjold.
Tvers gjennem høvdingens skinnende skjold gik lansen, den sterke,
og gjennem panserets hamrede malm blev den drevet med vælde.
Spydsodden snittet en flænge i kjortelen like ved lysken.
Dog, han bøide sig hastig og undgik døden, den sorte.
Derefter drog Menelaos sit sverd med de sølvblanke nagler,
hævet sig høit og hug mot den skjærmende hjelm, men forgjæves.
Knækket i stumper og stykker faldt slagsverdet ut av hans hænder.
Atrevs' søn saa op mot den hvælvede himmel og sukket: