Denne siden er korrekturlest
søn av Koronos, den modige drot, en ætling av Kainevs.
Firti tjærede skibe var høvdingens følge paa færden.
To og tyve var skibenes tal som førtes av Gunevs.
Kjække peraiber og tro eniener var med ham fra Kyfos,
helter som hadde sit hjem i det vinterlig barske Dodona
eller paa markerne langs Titaresios' yndige bredder,
elven som sender sit speilklare vand i Peneios' strømme.
Dog, den blander sig ei med Peneios' skumhvite hvirvler.
Ovenpaa flyter dens vand som et dække av olje; ti elven
kommer fra Styks, hin flod som nævnes i grufulde eder.
Protoos førte magneternes folk, en søn av Tentredon,
mænd fra Peneios og Pelions li med det skjælvende løvhang.
Protoos, helten saa rask, var krigernes fører paa toget.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.
Disse var drotter og ledende mænd i danaernes fylking.
Hvo der var bedst av dem alle, maa du fortælle mig, muse,
bedst av mænd og av hester som fulgte de tvende Atreider.
Ypperst av samtlige hester var de som Evmelos tøilet,
Feres' ætling; de ilte saa let som vingede fugler.
Farve og alder var ens, og ryggen som strakt efter snoren.
Foibos Apollon selv hadde drættet dem op i Peraia.
Begge var hopper og spredte paa val en rædsel som Ares.
Taprest av kjæmper var Telamons søn, den vældige Aias,
medens Akillevs var vred; ti han var den bedste av alle.
Raskest var ogsaa de hester som trak den gjæve Peleide.
Dog nu laa han i ro ved de stavnkrumme gyngende snekker,
rugende over sin harm mot mændenes drot Agamemnon,
Atrevs' søn, og hist, hvor brændingen bruste mot stranden,
lekte hans svende med diskos og skjøt med jagtspyd og bue.
Bundet, enhver til sin vogn, stod hestenes forspand og tygget
kløverens frodige blad og græs fra de myrlændte enger.
Dækket med omhu stod under teltene førernes vogner.
Mændene savnet sin kampglade drot og vandret i flokker
frem og tilbake i leiren og kjæmpet ei længer paa valen.
Krigerne stormet nu frem som en herjende ild over sletten.
Markerne drønet og skalv, som naar Zevs, den lynglade hersker,
pisker i vrede med lynet den jord som dækker Tyfoevs
hist i arimernes land, hvor man sier at jætten skal ligge.
Firti tjærede skibe var høvdingens følge paa færden.
To og tyve var skibenes tal som førtes av Gunevs.
Kjække peraiber og tro eniener var med ham fra Kyfos,
helter som hadde sit hjem i det vinterlig barske Dodona
eller paa markerne langs Titaresios' yndige bredder,
elven som sender sit speilklare vand i Peneios' strømme.
Dog, den blander sig ei med Peneios' skumhvite hvirvler.
Ovenpaa flyter dens vand som et dække av olje; ti elven
kommer fra Styks, hin flod som nævnes i grufulde eder.
Protoos førte magneternes folk, en søn av Tentredon,
mænd fra Peneios og Pelions li med det skjælvende løvhang.
Protoos, helten saa rask, var krigernes fører paa toget.
Høvdingen kom med sin hær paa firti tjærede snekker.
Disse var drotter og ledende mænd i danaernes fylking.
Hvo der var bedst av dem alle, maa du fortælle mig, muse,
bedst av mænd og av hester som fulgte de tvende Atreider.
Ypperst av samtlige hester var de som Evmelos tøilet,
Feres' ætling; de ilte saa let som vingede fugler.
Farve og alder var ens, og ryggen som strakt efter snoren.
Foibos Apollon selv hadde drættet dem op i Peraia.
Begge var hopper og spredte paa val en rædsel som Ares.
Taprest av kjæmper var Telamons søn, den vældige Aias,
medens Akillevs var vred; ti han var den bedste av alle.
Raskest var ogsaa de hester som trak den gjæve Peleide.
Dog nu laa han i ro ved de stavnkrumme gyngende snekker,
rugende over sin harm mot mændenes drot Agamemnon,
Atrevs' søn, og hist, hvor brændingen bruste mot stranden,
lekte hans svende med diskos og skjøt med jagtspyd og bue.
Bundet, enhver til sin vogn, stod hestenes forspand og tygget
kløverens frodige blad og græs fra de myrlændte enger.
Dækket med omhu stod under teltene førernes vogner.
Mændene savnet sin kampglade drot og vandret i flokker
frem og tilbake i leiren og kjæmpet ei længer paa valen.
Krigerne stormet nu frem som en herjende ild over sletten.
Markerne drønet og skalv, som naar Zevs, den lynglade hersker,
pisker i vrede med lynet den jord som dækker Tyfoevs
hist i arimernes land, hvor man sier at jætten skal ligge.
