Side:Iliaden.djvu/443

okser og muldyr, og snart var mændene samlet ved byen.
Mængder av skogsved kjørte de frem ni samfulde dage.
Men da den straalende Eos steg op den tiende morgen,
bar de med strømmende taarer den modige Hektor fra borgen,
lagde saa liket paa baal og tændte de luende flammer.
Men da hun straalte paany, den rosenfingrede Eos,
sanket sig folket i kreds om Hektors, den herliges, likbaal,
og da de stimlet om baalet i flok, og alle var samlet,
slukket de først, overalt hvor den vældige ild hadde raset,
baalet med stænk av den funklende vin, og derefter sanket
brødre og venner i graat og jamrende klage de hvite
smuldrende ben, mens taarerne stridt over kinderne strømmet.
Benene viklet de ind i et klæde av fineste purpur,
tok saa et skrin av det pureste guld og gjemte dem varlig.
Guldskrinet sænket de straks i en opkastet grav, og som dække
veltet de tæt over graven et lag av vældige stener.
Gravhaugen reiste de raskt. Overalt sat svende paa utkik,
forat akaierne ei skulde storme imot dem for tidlig.
Hjemover gik de, da haugen var reist, og derefter samlet
folket sig atter til maaltid og smakte de herlige retter
oppe paa Priamos’ borg i den høibaarne folkedrots haller.
Saaledes jordet de Hektor, den vældige kjæmpe paa stridsvogn.