Denne siden er korrekturlest
Haardt slog han hænderne sammen og mælte med klagende stemme:
«Aa, for et syn! Saa er der da selv i Hades’ bolig
aander og skygger av mænd; men al deres livskraft er svunden.
Natten igjennem har nu den arme Patroklos’ gjenfærd
staat ved mit leie i klagende graat og lagt mig paa hjerte
mangen en bøn, og ham selv har skyggen vidunderlig lignet.»
Saa han talte og trangen til graat hos alle han vakte.
Men mens de hulket i jamrende sorg om den elskede døde,
dæmret det rødmende gry, og mændenes drot Agamemnon
sendte fra teltene rundt overalt baade muldyr og raske
svende tilskogs efter ved. Som høibaaren fører for toget
fulgte Meriones med, den gjæve Idomenevs’ væbner.
Bærende økser til hugsten i haand og snoede tauger
gik de avsted, og foran dem gik de kraftige muldyr.
Opad og nedover gik de, paa like og bugtede veier.
Da de var fremme paa Ida, hvor bækkene risler i lien,
fældte de straks i travleste hast med det skarpslepne kobber
eker med mægtige kroner, og brakende sank de til jorden.
Derefter kløvde akaiernes mænd deres stammer og bandt dem
fast til dyrenes ryg, og de skridtet paa hurtige føtter
stierne langs gjennem skogsnar og krat og længtet mot sletten.
Ogsaa hver eneste vedhugger bar paa en avkvistet stamme.
Helten Meriones bød det, den gjæve Idomenevs’ væbner.
Nede paa strandbredden læsset de av efter tur, hvor Akillevs
valgte for sig og Patroklos en plads til den mægtige gravhaug.
Da de nu der hadde kastet sin ved i vældige hauger,
satte de sig paa pladsen og ventet i flok; men Akillevs
bød sine krigerske mænd, myrmidonernes helter at aksle
straks sine brynjer og spænde for vogn de hurtige hester.
Alle sprang op fra sin plads og klædte sig, hver i sin rustning.
Derefter steg de tilvogns, hver kjæmpe med kusken ved siden.
Foran drog vognkjæmper; tæt som en sky kom fotfolket efter,
tusen paa tusen, og vennerne bar Patroklos i midten.
Liket blev dækket med avklippet haar, som de lagde paa baaren.
Baketter vandret Akillevs og støttet sin fosterbrors hode,
tynget av sorg; ti han sendte sin ven til Hades’ bolig.
Men da de naadde det sted som Akillevs fornys hadde vist dem,
sænket de baaren og reiste av ved det mægtige likbaal.
«Aa, for et syn! Saa er der da selv i Hades’ bolig
aander og skygger av mænd; men al deres livskraft er svunden.
Natten igjennem har nu den arme Patroklos’ gjenfærd
staat ved mit leie i klagende graat og lagt mig paa hjerte
mangen en bøn, og ham selv har skyggen vidunderlig lignet.»
Saa han talte og trangen til graat hos alle han vakte.
Men mens de hulket i jamrende sorg om den elskede døde,
dæmret det rødmende gry, og mændenes drot Agamemnon
sendte fra teltene rundt overalt baade muldyr og raske
svende tilskogs efter ved. Som høibaaren fører for toget
fulgte Meriones med, den gjæve Idomenevs’ væbner.
Bærende økser til hugsten i haand og snoede tauger
gik de avsted, og foran dem gik de kraftige muldyr.
Opad og nedover gik de, paa like og bugtede veier.
Da de var fremme paa Ida, hvor bækkene risler i lien,
fældte de straks i travleste hast med det skarpslepne kobber
eker med mægtige kroner, og brakende sank de til jorden.
Derefter kløvde akaiernes mænd deres stammer og bandt dem
fast til dyrenes ryg, og de skridtet paa hurtige føtter
stierne langs gjennem skogsnar og krat og længtet mot sletten.
Ogsaa hver eneste vedhugger bar paa en avkvistet stamme.
Helten Meriones bød det, den gjæve Idomenevs’ væbner.
Nede paa strandbredden læsset de av efter tur, hvor Akillevs
valgte for sig og Patroklos en plads til den mægtige gravhaug.
Da de nu der hadde kastet sin ved i vældige hauger,
satte de sig paa pladsen og ventet i flok; men Akillevs
bød sine krigerske mænd, myrmidonernes helter at aksle
straks sine brynjer og spænde for vogn de hurtige hester.
Alle sprang op fra sin plads og klædte sig, hver i sin rustning.
Derefter steg de tilvogns, hver kjæmpe med kusken ved siden.
Foran drog vognkjæmper; tæt som en sky kom fotfolket efter,
tusen paa tusen, og vennerne bar Patroklos i midten.
Liket blev dækket med avklippet haar, som de lagde paa baaren.
Baketter vandret Akillevs og støttet sin fosterbrors hode,
tynget av sorg; ti han sendte sin ven til Hades’ bolig.
Men da de naadde det sted som Akillevs fornys hadde vist dem,
sænket de baaren og reiste av ved det mægtige likbaal.
