Denne siden er korrekturlest
ansigt til ansigt med dig for at volde dit fald eller fældes.
Men la os kalde paa guderne først; ti disse vil være
tryggest som vidner og vogte vor pakt, om vi nu kunde enes.
Ti dersom Zevs vil unde mig seir, og jeg røver dig livet,
skal jeg, Akillevs, ei skjende dit lik med rædsomme vunder.
Naar jeg faar røvet dig rustningens pragt, skal jeg sende det urørt
hjem til akaiernes leir, og lov mig at gjøre det samme.»
Svarte da barsk, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Tal ikke, Hektor, til mig, du evig forhatte, om edspakt;
ti mellem løver og mænd er en edelig avtale faafængt.
Likesaa litt som det hænder at ulver og lam kan forlikes,
men til dagenes ende maa hate hverandre til døden,
likesaa litt er det mulig for os at møtes som venner.
Ei kan der sluttes en pakt mellem os, før en av os tvende
falder og mætter med blod den utrættelig kjæmpende Ares.
Mindes din manddom i alleslags kamp; ti nu har du nødig
rigtig at vise med lansen din kunst som den frygtløse kriger.
Nu skal du ei kunne fly. Nei, snart skal Pallas Atene
kue din kraft ved mit spyd. For al den kval skal du bøte
som jeg har følt over venner du vog, naar du raste med lansen.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse.
Dog, den straalende Hektor holdt øie med spydet og undvek;
ti da han saa det, knælte han ned, og spydet fløi over
fæstende odden i muld; men Atene grep det og gav det,
skjult for høvdingen Hektor, paany til den raske Akillevs.
Hektor talte da saa til helten den gjæve Akillevs:
«Feil har du kastet, Akillevs, du gudernes like. Du hadde
altsaa ei endnu av Zevs faat vite min lod som du paastod;
men du har faret med tungerapt snak og talt som en løgner,
forat jeg ræd skulde glemme mit mod og min mandige styrke.
Ei skal du dog kunne fæste dit spyd i min ryg under flugten.
Nei, jag det ind i mit bryst, naar jeg frygtløst stormer imot dig,
dersom en gud gir dig kraft; men søk nu at undgaa min lanses
malmhvasse odd. Aa, maatte du faa den i brystet til skaftet!
Lettere blev det for troernes mænd at færdes i kampen
efter dit fald; ti størst er den sorg som du har forvoldt dem.»
Derefter svang han sit vældige spyd og rammet ved kastet
midt i Akillevs’ skjold. Ei fôr det forbi; men tilbake
Men la os kalde paa guderne først; ti disse vil være
tryggest som vidner og vogte vor pakt, om vi nu kunde enes.
Ti dersom Zevs vil unde mig seir, og jeg røver dig livet,
skal jeg, Akillevs, ei skjende dit lik med rædsomme vunder.
Naar jeg faar røvet dig rustningens pragt, skal jeg sende det urørt
hjem til akaiernes leir, og lov mig at gjøre det samme.»
Svarte da barsk, med rynkede bryn, den raske Akillevs:
«Tal ikke, Hektor, til mig, du evig forhatte, om edspakt;
ti mellem løver og mænd er en edelig avtale faafængt.
Likesaa litt som det hænder at ulver og lam kan forlikes,
men til dagenes ende maa hate hverandre til døden,
likesaa litt er det mulig for os at møtes som venner.
Ei kan der sluttes en pakt mellem os, før en av os tvende
falder og mætter med blod den utrættelig kjæmpende Ares.
Mindes din manddom i alleslags kamp; ti nu har du nødig
rigtig at vise med lansen din kunst som den frygtløse kriger.
Nu skal du ei kunne fly. Nei, snart skal Pallas Atene
kue din kraft ved mit spyd. For al den kval skal du bøte
som jeg har følt over venner du vog, naar du raste med lansen.»
Saa han talte og slynget med kraft sin vældige lanse.
Dog, den straalende Hektor holdt øie med spydet og undvek;
ti da han saa det, knælte han ned, og spydet fløi over
fæstende odden i muld; men Atene grep det og gav det,
skjult for høvdingen Hektor, paany til den raske Akillevs.
Hektor talte da saa til helten den gjæve Akillevs:
«Feil har du kastet, Akillevs, du gudernes like. Du hadde
altsaa ei endnu av Zevs faat vite min lod som du paastod;
men du har faret med tungerapt snak og talt som en løgner,
forat jeg ræd skulde glemme mit mod og min mandige styrke.
Ei skal du dog kunne fæste dit spyd i min ryg under flugten.
Nei, jag det ind i mit bryst, naar jeg frygtløst stormer imot dig,
dersom en gud gir dig kraft; men søk nu at undgaa min lanses
malmhvasse odd. Aa, maatte du faa den i brystet til skaftet!
Lettere blev det for troernes mænd at færdes i kampen
efter dit fald; ti størst er den sorg som du har forvoldt dem.»
Derefter svang han sit vældige spyd og rammet ved kastet
midt i Akillevs’ skjold. Ei fôr det forbi; men tilbake
