Denne siden er korrekturlest
snittet han børster av svinet og løftet mot Zevs sine hænder
fromt til en bøn; men imens sat alle de andre akaier
stille og tyst, som sømmelig er, og lyttet til kongen.
Bedende talte han saa, med blikket mot himmelens hvælving:
«Zevs være først mit vidne, blandt guderne høiest og mægtigst;
dernæst jorden og solen og hevnens gudinder som straffer
dypt under jord hver dødelig mand som har svoret en mened.
Disse skal vidne for mig, at jeg aldrig har rørt ved Briséis,
ei for at hvile hos hende i lyst eller for noget andet;
men at hun altid har dvælt i mit telt uskyldig og urørt.
Sverger jeg falsk, gid guderne da maatte pine mig svarlig,
slik som de piner enhver som har syndet mot dem ved en mened.»
Saa han talte og støtte sin kniv i vildsvinets strupe.
Gubben Taltybios slængte det saa til føde for fisker
ut i havdypets bundløse svelg. Da traadte Akillevs
frem i argeiernes krigerske kreds og talte iblandt dem:
«Alfader Zevs, os mennesker slaar du med brødefuld blindhet.
Ellers forvisst hadde Atrevs’ søn ei vakt i mit hjerte
vreden som fyldte min inderste sjæl, og ei i ustyrlig
overmod røvet mig kvinden med vold; men ventelig var det
Zevs som har villet at Argos’ mænd skulde falde i mængde.
Gaa nu enhver til sit maaltid, saa stevner vi siden til kampen.»
Saa han talte og hævet i hast akaiernes møte.
Mændene skiltes og ilte enhver til sit skib; men med iver
syslet imens myrmidonernes mænd med de herlige gaver.
Skyndsomt bar de dem hen til den gjæve Akillevs’ langskib,
la dem ned i hans telt og lot kvinderne komme til sæte.
Svendene førte imens de fotrappe hester til flokken.
Men da Briséis, skjøn som den guldfagre elskovsgudinde,
saa for sit øie Patroklos, som skjærende malm hadde flænget,
kastet hun sig i hulkende graat over helten og kradset
vildt med negler sin barm og sin hals og det deilige aasyn.
Klagende mælte den yndige mø, gudindernes like:
«Kjære Patroklos, som var mig en dyrebar ven i min vaande.
Aa, da vi skiltes i teltet fornys, var du endnu i live.
Nu ved min hjemkomst fandt jeg dig død, du høvding for helter.
Saaledes rammer mig sorg efter sorg i endeløst følge.
Helten til hvem min far og min mor hadde git mig som hustru,
fromt til en bøn; men imens sat alle de andre akaier
stille og tyst, som sømmelig er, og lyttet til kongen.
Bedende talte han saa, med blikket mot himmelens hvælving:
«Zevs være først mit vidne, blandt guderne høiest og mægtigst;
dernæst jorden og solen og hevnens gudinder som straffer
dypt under jord hver dødelig mand som har svoret en mened.
Disse skal vidne for mig, at jeg aldrig har rørt ved Briséis,
ei for at hvile hos hende i lyst eller for noget andet;
men at hun altid har dvælt i mit telt uskyldig og urørt.
Sverger jeg falsk, gid guderne da maatte pine mig svarlig,
slik som de piner enhver som har syndet mot dem ved en mened.»
Saa han talte og støtte sin kniv i vildsvinets strupe.
Gubben Taltybios slængte det saa til føde for fisker
ut i havdypets bundløse svelg. Da traadte Akillevs
frem i argeiernes krigerske kreds og talte iblandt dem:
«Alfader Zevs, os mennesker slaar du med brødefuld blindhet.
Ellers forvisst hadde Atrevs’ søn ei vakt i mit hjerte
vreden som fyldte min inderste sjæl, og ei i ustyrlig
overmod røvet mig kvinden med vold; men ventelig var det
Zevs som har villet at Argos’ mænd skulde falde i mængde.
Gaa nu enhver til sit maaltid, saa stevner vi siden til kampen.»
Saa han talte og hævet i hast akaiernes møte.
Mændene skiltes og ilte enhver til sit skib; men med iver
syslet imens myrmidonernes mænd med de herlige gaver.
Skyndsomt bar de dem hen til den gjæve Akillevs’ langskib,
la dem ned i hans telt og lot kvinderne komme til sæte.
Svendene førte imens de fotrappe hester til flokken.
Men da Briséis, skjøn som den guldfagre elskovsgudinde,
saa for sit øie Patroklos, som skjærende malm hadde flænget,
kastet hun sig i hulkende graat over helten og kradset
vildt med negler sin barm og sin hals og det deilige aasyn.
Klagende mælte den yndige mø, gudindernes like:
«Kjære Patroklos, som var mig en dyrebar ven i min vaande.
Aa, da vi skiltes i teltet fornys, var du endnu i live.
Nu ved min hjemkomst fandt jeg dig død, du høvding for helter.
Saaledes rammer mig sorg efter sorg i endeløst følge.
Helten til hvem min far og min mor hadde git mig som hustru,
