Denne siden er korrekturlest
Men da den listige Kronos’ søn har undt mig at vinde
hæder ved flaaten og trænge akaierne sammen ved havet,
kom da ei mer, du daare, med denslags tanker paa tinge.
Ikke en troer vil følge dit raad; ti jeg taaler det ikke.
Selv skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Nyt nu jer kveldsmat her i vor leir, enhver i sin deling.
Husk saa alle at gaa til jer vakt og holde jer vaakne.
Den iblandt troernes mænd som ængster sig saart for sit eie,
han kan jo samle sit gods og dele det ut iblandt folket.
Bedre at nogen av vore faar godt av det end en akaier.
La os saa straks, naar det lider mot dag, i panser og plate
vække paany den hidsige kamp ved de stavnkrumme snekker.
Hvis det er saa at Akillevs til kamp har reist sig ved flaaten,
blir det nok værst for ham selv, hvis han føier sin lyst; ti jeg agter
ikke at fly fra den larmende strid, men stille mig mot ham,
enten det nu blir ham selv eller mig som skal seire i kampen.
Krigsguden rammer i blinde og dræpte saa ofte en drapsmand.»
Dette var Hektors ord, og troerne jublet som daarer,
larmende vildt; ti Pallas Atene slog dem med blindhet.
Samstemmig roste de Hektor, hvis plan skulde bringe dem vanheld.
Ingen gav agt paa Polydamas’ raad, som dog var det bedste.
Derefter nøt de i leiren sin mat; men for helten Patroklos
jamret med stønnende suk akaierne natten til ende.
Pelevs’ søn var den første som jamret i hulkende klage,
mens paa sin vaabenbrors bryst han la de hænder som dræpte
mangen en helt, og stønnet saa dypt som den skjeggede løve,
naar fra det løvtætte krat en jæger som lurer paa hjorten,
røvet dens unger. Da vredes den vildt naar den kommer for silde.
Rastløs farer den om fra kløft til kløft for at finde
jægerens spor og ham selv; ti den gripes av rasende vrede.
Sukkende tungt tok han ordet iblandt de tro myrmidoner:
«Aa, for et tankeløst løfte jeg gav hin dag da jeg talte
trøstende ord i vor hal til Menoitios, drotten den gjæve.
Bringe tilbake til Opus hans herlige søn har jeg lovet,
naar han ved Ilions fald hadde vundet sin mandslod av byttet.
Alt fuldbyrdes dog ikke av Zevs, hvad mennesker tænker.
Os to var det beskaaret at farve med blodet, det røde,
hæder ved flaaten og trænge akaierne sammen ved havet,
kom da ei mer, du daare, med denslags tanker paa tinge.
Ikke en troer vil følge dit raad; ti jeg taaler det ikke.
Selv skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Nyt nu jer kveldsmat her i vor leir, enhver i sin deling.
Husk saa alle at gaa til jer vakt og holde jer vaakne.
Den iblandt troernes mænd som ængster sig saart for sit eie,
han kan jo samle sit gods og dele det ut iblandt folket.
Bedre at nogen av vore faar godt av det end en akaier.
La os saa straks, naar det lider mot dag, i panser og plate
vække paany den hidsige kamp ved de stavnkrumme snekker.
Hvis det er saa at Akillevs til kamp har reist sig ved flaaten,
blir det nok værst for ham selv, hvis han føier sin lyst; ti jeg agter
ikke at fly fra den larmende strid, men stille mig mot ham,
enten det nu blir ham selv eller mig som skal seire i kampen.
Krigsguden rammer i blinde og dræpte saa ofte en drapsmand.»
Dette var Hektors ord, og troerne jublet som daarer,
larmende vildt; ti Pallas Atene slog dem med blindhet.
Samstemmig roste de Hektor, hvis plan skulde bringe dem vanheld.
Ingen gav agt paa Polydamas’ raad, som dog var det bedste.
Derefter nøt de i leiren sin mat; men for helten Patroklos
jamret med stønnende suk akaierne natten til ende.
Pelevs’ søn var den første som jamret i hulkende klage,
mens paa sin vaabenbrors bryst han la de hænder som dræpte
mangen en helt, og stønnet saa dypt som den skjeggede løve,
naar fra det løvtætte krat en jæger som lurer paa hjorten,
røvet dens unger. Da vredes den vildt naar den kommer for silde.
Rastløs farer den om fra kløft til kløft for at finde
jægerens spor og ham selv; ti den gripes av rasende vrede.
Sukkende tungt tok han ordet iblandt de tro myrmidoner:
«Aa, for et tankeløst løfte jeg gav hin dag da jeg talte
trøstende ord i vor hal til Menoitios, drotten den gjæve.
Bringe tilbake til Opus hans herlige søn har jeg lovet,
naar han ved Ilions fald hadde vundet sin mandslod av byttet.
Alt fuldbyrdes dog ikke av Zevs, hvad mennesker tænker.
Os to var det beskaaret at farve med blodet, det røde,
