Denne siden er korrekturlest
Gaa til vor fars palads for at se til den gamle i dypet.
Meld ham saa alt; men selv vil jeg gaa til det høie Olympen
hen for at gjeste vor navngjetne smed, den gjæve Hefaistos,
om han vil skjænke min søn en straalende, kunstfærdig rustning.»
Saa hun talte. Da dukket de straks i det bølgende havdyp,
medens hun selv, gudinden, den sølverfotede Tetis,
gik til Olymp for at hente sin søn en straalende rustning.
Føtterne bar hende nu til Olymp; men akaiernes sønner
flygtet med larmende skrik for den blodgriske Hektor og stormet
rædde tilbake til skibenes rad og til Hellespontos.
Ei var akaiernes pansrede mænd i stand til at slæpe
drotten Akillevs’ ven, den faldne Patroklos, fra valen,
ti baade fotfolk og vogner var atter naadd frem og tillike
Hektor, Priamos’ søn, saa sterk som en luende flamme.
Helten, den straalende Hektor tok treganger fat i hans føtter,
grisk paa at slæpe ham bort, mens ivrig han troerne egget.
Treganger støtte med stormende kraft de tvende Aianter
høvdingen bort fra den faldne; men stolende trygt paa sin styrke
stormet han snart i tummelen frem, snart stanset han atter,
løftende vældige hærskrik; men aldrig dog vek han tilbake.
Likesom gjæterne ei kan jage den gulbrune løve
bort fra dyret den dræpte paa vang, naar den pines av sulten,
saaledes kunde ei nu de malmklædte tvende Aianter
jage bort Hektor, Priamos’ søn, fra den faldne Patroklos.
Bort hadde helten ham slæpt og vundet uvisnelig hæder,
hvis ei den stormsnare Iris var kommet i hast fra Olympen
ned til Akillevs med bud om at væbne sig. Zevs og de andre
himmelske visste det ei; ti hun sendtes i løndom av Hera.
Gik hun da nær, og med vingede ord hun talte til helten:
«Op nu, Pelevs’ søn, blandt mænd mest frygtet av alle!
Op, for at verge Patroklos, om hvem det rædsomme kampgny
raser ved skibene. Kjæmperne slaar hverandre til døde.
Her vil akaierne verne hans lik; hist søker de grumme
troer at trække det hen til det stormomsusede Troja.
Ivrigst av alle paa valen er selve den straalende Hektor
efter at slæpe ham bort, og det lyster hans hjerte at skille
hodet fra bøielig hals og fæste det høit paa en stake.
Op da, og nøl ikke mer, men skam dig inderst i hjertet,
Meld ham saa alt; men selv vil jeg gaa til det høie Olympen
hen for at gjeste vor navngjetne smed, den gjæve Hefaistos,
om han vil skjænke min søn en straalende, kunstfærdig rustning.»
Saa hun talte. Da dukket de straks i det bølgende havdyp,
medens hun selv, gudinden, den sølverfotede Tetis,
gik til Olymp for at hente sin søn en straalende rustning.
Føtterne bar hende nu til Olymp; men akaiernes sønner
flygtet med larmende skrik for den blodgriske Hektor og stormet
rædde tilbake til skibenes rad og til Hellespontos.
Ei var akaiernes pansrede mænd i stand til at slæpe
drotten Akillevs’ ven, den faldne Patroklos, fra valen,
ti baade fotfolk og vogner var atter naadd frem og tillike
Hektor, Priamos’ søn, saa sterk som en luende flamme.
Helten, den straalende Hektor tok treganger fat i hans føtter,
grisk paa at slæpe ham bort, mens ivrig han troerne egget.
Treganger støtte med stormende kraft de tvende Aianter
høvdingen bort fra den faldne; men stolende trygt paa sin styrke
stormet han snart i tummelen frem, snart stanset han atter,
løftende vældige hærskrik; men aldrig dog vek han tilbake.
Likesom gjæterne ei kan jage den gulbrune løve
bort fra dyret den dræpte paa vang, naar den pines av sulten,
saaledes kunde ei nu de malmklædte tvende Aianter
jage bort Hektor, Priamos’ søn, fra den faldne Patroklos.
Bort hadde helten ham slæpt og vundet uvisnelig hæder,
hvis ei den stormsnare Iris var kommet i hast fra Olympen
ned til Akillevs med bud om at væbne sig. Zevs og de andre
himmelske visste det ei; ti hun sendtes i løndom av Hera.
Gik hun da nær, og med vingede ord hun talte til helten:
«Op nu, Pelevs’ søn, blandt mænd mest frygtet av alle!
Op, for at verge Patroklos, om hvem det rædsomme kampgny
raser ved skibene. Kjæmperne slaar hverandre til døde.
Her vil akaierne verne hans lik; hist søker de grumme
troer at trække det hen til det stormomsusede Troja.
Ivrigst av alle paa valen er selve den straalende Hektor
efter at slæpe ham bort, og det lyster hans hjerte at skille
hodet fra bøielig hals og fæste det høit paa en stake.
Op da, og nøl ikke mer, men skam dig inderst i hjertet,
