Denne siden er korrekturlest
Saa hun talte og ilte avsted fra grotten. De andre
fulgte i hulkende graat, og rundt dem kløvde sig havets
glitrende bølger, og da de kom frem til det muldrike Troja,
steg de paa land i rad hvor nu myrmidonernes snekker
laa langs havstranden, trukket paa land ved Akillevs’ leirplads.
Hjerteskjærende hulket den værdige mor, da hun traadte
hen til sin sukkende søn og lagde sin haand paa hans hode.
Klagende lød hendes vingede ord, da hun talte til helten:
«Barn, hvi graater du saa? Hvilken sorg har rammet dit hjerte?
Si det, og dølg ikke længer din kval. Av Zevs er jo fuldbragt
det som du tigget ham om tilforn med oprakte hænder,
at de danaiske mænd skulde savne dig haardt, naar de trængtes
sammen ved skibenes stavn, og lide en skammelig medfart.»
Sukkende tungt tok helten, den raske Akillevs, til orde:
«Visselig, elskede mor, har Olymperen fuldbyrdet dette;
men hvad glæde for mig, naar min elskede staldbror Patroklos
segnet i døden, den ven som høiest jeg skattet av alle,
likesaa høit som mig selv. Ham mistet jeg. Hektor, som vog ham,
røvet ham rustningen, vældig og skjøn, et under at skue,
kostelig gave som guderne selv lot bringe til Pelevs,
just paa den dag da de tvang dig i seng hos en dødelig brudgom.
Aa, om du bare var blit i dit hjem blandt havets gudinder
dengang, og Pelevs, min far, hadde fæstet en dødelig kvinde!
Kanske det var forat ogsaa du selv i din sjæl skulde lide
endeløs kval, naar du mistet en søn, som du aldrig skal favne
glad ved hans hjemkomst; ti selv om jeg kunde det, vilde jeg ikke
bjerge mit liv og færdes blandt mænd, saasandt ikke Hektor
først skulde miste sit liv for mit spyd og dyrt faa betale
byttet han tok fra Menaitios’ søn, den ædle Patroklos.»
Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne strømmet saa stride:
«Snarlig vil døden dig times, mit barn, om det gaar som du sier.
Straks efter Hektors fald er det dig som loddet skal ramme.»
Sukkende tungt tok atter den raske Akillevs til orde:
«La mig kun straks maatte dø, da jeg ei kunde verne min kjære
fældede ven, som mistet sit liv saa fjernt fra sit hjemland
og maatte savne saa saart min hjælp mot skjæbnen, den grumme.
Nu faar det gaa som det vil, naar jeg ei skal faa komme tilbake,
hjem til mit elskede land og ei fik frelse Patroklos
fulgte i hulkende graat, og rundt dem kløvde sig havets
glitrende bølger, og da de kom frem til det muldrike Troja,
steg de paa land i rad hvor nu myrmidonernes snekker
laa langs havstranden, trukket paa land ved Akillevs’ leirplads.
Hjerteskjærende hulket den værdige mor, da hun traadte
hen til sin sukkende søn og lagde sin haand paa hans hode.
Klagende lød hendes vingede ord, da hun talte til helten:
«Barn, hvi graater du saa? Hvilken sorg har rammet dit hjerte?
Si det, og dølg ikke længer din kval. Av Zevs er jo fuldbragt
det som du tigget ham om tilforn med oprakte hænder,
at de danaiske mænd skulde savne dig haardt, naar de trængtes
sammen ved skibenes stavn, og lide en skammelig medfart.»
Sukkende tungt tok helten, den raske Akillevs, til orde:
«Visselig, elskede mor, har Olymperen fuldbyrdet dette;
men hvad glæde for mig, naar min elskede staldbror Patroklos
segnet i døden, den ven som høiest jeg skattet av alle,
likesaa høit som mig selv. Ham mistet jeg. Hektor, som vog ham,
røvet ham rustningen, vældig og skjøn, et under at skue,
kostelig gave som guderne selv lot bringe til Pelevs,
just paa den dag da de tvang dig i seng hos en dødelig brudgom.
Aa, om du bare var blit i dit hjem blandt havets gudinder
dengang, og Pelevs, min far, hadde fæstet en dødelig kvinde!
Kanske det var forat ogsaa du selv i din sjæl skulde lide
endeløs kval, naar du mistet en søn, som du aldrig skal favne
glad ved hans hjemkomst; ti selv om jeg kunde det, vilde jeg ikke
bjerge mit liv og færdes blandt mænd, saasandt ikke Hektor
først skulde miste sit liv for mit spyd og dyrt faa betale
byttet han tok fra Menaitios’ søn, den ædle Patroklos.»
Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne strømmet saa stride:
«Snarlig vil døden dig times, mit barn, om det gaar som du sier.
Straks efter Hektors fald er det dig som loddet skal ramme.»
Sukkende tungt tok atter den raske Akillevs til orde:
«La mig kun straks maatte dø, da jeg ei kunde verne min kjære
fældede ven, som mistet sit liv saa fjernt fra sit hjemland
og maatte savne saa saart min hjælp mot skjæbnen, den grumme.
Nu faar det gaa som det vil, naar jeg ei skal faa komme tilbake,
hjem til mit elskede land og ei fik frelse Patroklos
