Denne siden er korrekturlest
Likesom naar med skarpslepen øks den kraftige yngling
rammer bak hornenes par en velnæret okse og hugger
senerne over — da gjør den et sprang og styrter til jorden —
saaledes hoppet han frem og segnet paa ryggen, mens spydet
dirrende hang i hans buk med sin odd og lammet hans lemmer.
Slynget da Hektor med kraft mot Avtomedon spydet det blanke;
dog han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsodd.
Forover bøide han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft, saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Nu hadde begge med hvæssede sverd gaat frem mot hinanden,
dersom Aianterne ei hadde skilt de fnysende kjæmper.
Ti da de hørte sin landsmands rop, gik de frem gjennem skaren.
Nu blev Aineias og Hektor og Kromios, gudernes like,
slagne av rædsel for disse og vek. Den faldne Aretos
lot de bli liggende der hvor han faldt for den flængende lanse.
Helten Avtomedon, modig og kjæk som den fotrappe Ares,
slet ham hans rustning fra kroppen og ropte i haanende jubel:
«Saa! nu lettet jeg dog min sjæl en smule for sorgen
over Patroklos’ fald, skjønt manden jeg vog var en stymper.»
Saaledes lød hans ord, og han slængte den blodige rustning
op paa sin vogn, og selv steg han op med føtter og hænder
vaate av blod, lik løven, naar glupsk den slukte en okse.
Frygtelig raste paany de møisomme graatsvangre kampe
rundt Patroklos’ lik, og striden blev vakt av Atene.
Ned fra himlen hun steg; ti den tordnende Zevs hende sendte
ned for at egge danaernes mænd; ti hans hu hadde vendt sig.
Som naar Zevs fra sin himmel til tegn for menneskers slegter
spænder den purpurne regnbues bro til varsel om krige
eller om vinterens isnende regn som stanser de travle
menneskers virke paa jord og plager det frysende smaafæ,
saaledes vandret hun, skjult i en purpurstraalende taake,
ind i akaiernes flok og egget hver eneste kriger.
Først til Atrevs’ søn, den kraftige helt Menelaos,
talte hun manende ord; ti han stod nærmest i kredsen.
Slaaende lignet hun Foiniks av vekst og rungende malmrøst:
«Skjendsel og skammelig tort vil det vorde for dig, Menelaos,
dersom den gjæve Akillevs’ ven og trofaste fælle
rammer bak hornenes par en velnæret okse og hugger
senerne over — da gjør den et sprang og styrter til jorden —
saaledes hoppet han frem og segnet paa ryggen, mens spydet
dirrende hang i hans buk med sin odd og lammet hans lemmer.
Slynget da Hektor med kraft mot Avtomedon spydet det blanke;
dog han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsodd.
Forover bøide han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft, saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Nu hadde begge med hvæssede sverd gaat frem mot hinanden,
dersom Aianterne ei hadde skilt de fnysende kjæmper.
Ti da de hørte sin landsmands rop, gik de frem gjennem skaren.
Nu blev Aineias og Hektor og Kromios, gudernes like,
slagne av rædsel for disse og vek. Den faldne Aretos
lot de bli liggende der hvor han faldt for den flængende lanse.
Helten Avtomedon, modig og kjæk som den fotrappe Ares,
slet ham hans rustning fra kroppen og ropte i haanende jubel:
«Saa! nu lettet jeg dog min sjæl en smule for sorgen
over Patroklos’ fald, skjønt manden jeg vog var en stymper.»
Saaledes lød hans ord, og han slængte den blodige rustning
op paa sin vogn, og selv steg han op med føtter og hænder
vaate av blod, lik løven, naar glupsk den slukte en okse.
Frygtelig raste paany de møisomme graatsvangre kampe
rundt Patroklos’ lik, og striden blev vakt av Atene.
Ned fra himlen hun steg; ti den tordnende Zevs hende sendte
ned for at egge danaernes mænd; ti hans hu hadde vendt sig.
Som naar Zevs fra sin himmel til tegn for menneskers slegter
spænder den purpurne regnbues bro til varsel om krige
eller om vinterens isnende regn som stanser de travle
menneskers virke paa jord og plager det frysende smaafæ,
saaledes vandret hun, skjult i en purpurstraalende taake,
ind i akaiernes flok og egget hver eneste kriger.
Først til Atrevs’ søn, den kraftige helt Menelaos,
talte hun manende ord; ti han stod nærmest i kredsen.
Slaaende lignet hun Foiniks av vekst og rungende malmrøst:
«Skjendsel og skammelig tort vil det vorde for dig, Menelaos,
dersom den gjæve Akillevs’ ven og trofaste fælle
