Denne siden er korrekturlest
snarlig ham selv, og ingen ham hjalp, saa gjerne de vilde.
Telamons søn fôr ind paa ham straks gjennem vrimlen og traf ham
like i malmhjelmens bøiede skjerm som dækket hans kinder.
Rammet med kraft av det vældige spyd i den kraftige næve,
revnet den hestehaarsmykkede hjelm for det hvæssede kobber.
Langs efter spydsodden sprøitet fra gapende vunde hans hjerne
blandet med blod. Brat løstes hans kraft, og fra lammede hænder
slap han den tapre Patroklos’ fot, og den segnet til jorden.
Nær ved styrtet han selv paa ansigtet hen over liket
fjernt fra Larissas velsignede jord. Sine kjære forældre
lønnet han ei for pleie og tugt; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet paa val for den modige Aias’ lanse.
Hektor tok sigte paa Aias og slynget det blinkende malmspyd.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes.
Skedios, Ifitos’ kraftige søn, traf helten i stedet,
fokernes ypperste helt, som fjernt i det stolte Panopevs
hadde sit hjem og hersket som drot over talrike stridsmænd.
Under hans nøkleben rammet han ham, og tvers gjennem manden
trængte det skjærende spyd med malmodden nederst ved skuldren.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Rammet da Aias Fainops’ søn, den kampglade Forkys
midt i hans buk, da Hippotoos’ lik han søkte at verne.
Panserets plater han brøt, saa spydet fôr ind i hans indvold.
Ned i støvet han faldt og grep med sin næve i jorden.
Vek da de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor.
Høit argeierne skrek, og Hippotoos slæpte de med sig
sammen med Forkys’ lik og rev deres rustning av skuldre.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
drevet i hast paa feigeste flugt bak Ilions mure.
Nu hadde Argos’ mænd trods Alfaders bud kunnet vinde
hæder ved egen umaadelig kraft; men selve Apollon
egget Aineias, av skikkelse lik herolden, den gjæve
Perifas, Epytos’ søn som op i de graanende dage
tjente hans aldrende far som herold og raadet ham trofast.
Lignende ham tok Alfaders søn, Apollon, til orde:
«Hvordan, Aineias, kunde vel I paa trods av en guddom
verne det kneisende Troja? Jeg saa dog fordum at andre
hærmænd stolte saa trygt paa sin vældige kraft og sin manddom
Telamons søn fôr ind paa ham straks gjennem vrimlen og traf ham
like i malmhjelmens bøiede skjerm som dækket hans kinder.
Rammet med kraft av det vældige spyd i den kraftige næve,
revnet den hestehaarsmykkede hjelm for det hvæssede kobber.
Langs efter spydsodden sprøitet fra gapende vunde hans hjerne
blandet med blod. Brat løstes hans kraft, og fra lammede hænder
slap han den tapre Patroklos’ fot, og den segnet til jorden.
Nær ved styrtet han selv paa ansigtet hen over liket
fjernt fra Larissas velsignede jord. Sine kjære forældre
lønnet han ei for pleie og tugt; ti kort blev hans livsvei,
nu da han segnet paa val for den modige Aias’ lanse.
Hektor tok sigte paa Aias og slynget det blinkende malmspyd.
Lynsnart saa han sig for og slap med nød for at rammes.
Skedios, Ifitos’ kraftige søn, traf helten i stedet,
fokernes ypperste helt, som fjernt i det stolte Panopevs
hadde sit hjem og hersket som drot over talrike stridsmænd.
Under hans nøkleben rammet han ham, og tvers gjennem manden
trængte det skjærende spyd med malmodden nederst ved skuldren.
Drønende faldt han til jord, og rustningen klirret om helten.
Rammet da Aias Fainops’ søn, den kampglade Forkys
midt i hans buk, da Hippotoos’ lik han søkte at verne.
Panserets plater han brøt, saa spydet fôr ind i hans indvold.
Ned i støvet han faldt og grep med sin næve i jorden.
Vek da de forreste kjæmper og selve den straalende Hektor.
Høit argeierne skrek, og Hippotoos slæpte de med sig
sammen med Forkys’ lik og rev deres rustning av skuldre.
Atter var troernes hær av akaiernes krigerske fylking
drevet i hast paa feigeste flugt bak Ilions mure.
Nu hadde Argos’ mænd trods Alfaders bud kunnet vinde
hæder ved egen umaadelig kraft; men selve Apollon
egget Aineias, av skikkelse lik herolden, den gjæve
Perifas, Epytos’ søn som op i de graanende dage
tjente hans aldrende far som herold og raadet ham trofast.
Lignende ham tok Alfaders søn, Apollon, til orde:
«Hvordan, Aineias, kunde vel I paa trods av en guddom
verne det kneisende Troja? Jeg saa dog fordum at andre
hærmænd stolte saa trygt paa sin vældige kraft og sin manddom
