Denne siden er korrekturlest
Mestles og helten, den gjæve Tersilokos, Glavkos og Medon,
Kromios, drotten Hippotoos bold og Asteropaios,
Forkys, Deisenor og Ennomos, kyndig i fuglenes varsler.
Manende talte han vingede ord og egget dem alle:
«Hør mig, hjælpende mænd fra talløse naboers stammer.
Ikke fordi det var mængder av mænd jeg søkte og trængte,
samlet jeg jer og stevnet jer hit, enhver fra hans hjemby,
men for at alle med freidigste mod skulde skjerme mot ufærd
troernes kvinder og vernløse barn mot de grumme akaier.
Derefter higer jeg nu, naar jeg trykker mit folk med de tunge
skatter til gaver og kost for at øke jert freidige kampmod.
Derfor mot fienden frem hver mand! hvad enten os times
fald eller frelse. I leken paa val er det slik det maa ende.
Den som kan slæpe det avsjælte lik av den dræpte Patroklos
hen til de troiske vognkjæmpers flok, saa Aias maa vike,
ham skal jeg gi som hans del det halve av byttet og eie
halvdelen selv; da vinder han seiersry stort som mit eget.»
Saa han talte. Da trængte de haardt med løftede lanser
frem mot danaernes hær og haabet saa sikkert at trække
bort fra Aias, Telamons søn, den fældede kjæmpe.
Daarer de var; ti ved liket han vog mangfoldige stridsmænd.
Ropte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Aa, Menelaos, min høibaarne ven, nu tror jeg det neppe
mere vil times os to at vende tilbake fra kampen.
Dog, jeg gruer ei saa i min sjæl for den faldne Patroklos,
han som vel snart skal mætte de troiske hunder og fugler,
som for mig selv og for dig jeg bæver i angst, at en ufærd
rammer os snart; ti vidt over slagmarken sænker jo Hektor
krigsskyen mørk. Nu trues vi to av døden, den bratte.
Kald da de bedste danaer med rop, om nogen kan høre.»
Saa han talte, og drotten, den høimælte helt Menelaos,
lød ham og ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet,
I som hos kong Agamemnon og mig, hos Atrevs’ sønner,
drikker paa folkets bekostning den ædleste vin, og som byder
hver over stridsmænd; ti Zevs forlener jer hæder og ære.
Vanskelig falder det mig, saa vildt som krigsluen flammer,
nøie at skjelne hver eneste drot blandt de førende fyrster.
Kromios, drotten Hippotoos bold og Asteropaios,
Forkys, Deisenor og Ennomos, kyndig i fuglenes varsler.
Manende talte han vingede ord og egget dem alle:
«Hør mig, hjælpende mænd fra talløse naboers stammer.
Ikke fordi det var mængder av mænd jeg søkte og trængte,
samlet jeg jer og stevnet jer hit, enhver fra hans hjemby,
men for at alle med freidigste mod skulde skjerme mot ufærd
troernes kvinder og vernløse barn mot de grumme akaier.
Derefter higer jeg nu, naar jeg trykker mit folk med de tunge
skatter til gaver og kost for at øke jert freidige kampmod.
Derfor mot fienden frem hver mand! hvad enten os times
fald eller frelse. I leken paa val er det slik det maa ende.
Den som kan slæpe det avsjælte lik av den dræpte Patroklos
hen til de troiske vognkjæmpers flok, saa Aias maa vike,
ham skal jeg gi som hans del det halve av byttet og eie
halvdelen selv; da vinder han seiersry stort som mit eget.»
Saa han talte. Da trængte de haardt med løftede lanser
frem mot danaernes hær og haabet saa sikkert at trække
bort fra Aias, Telamons søn, den fældede kjæmpe.
Daarer de var; ti ved liket han vog mangfoldige stridsmænd.
Ropte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Aa, Menelaos, min høibaarne ven, nu tror jeg det neppe
mere vil times os to at vende tilbake fra kampen.
Dog, jeg gruer ei saa i min sjæl for den faldne Patroklos,
han som vel snart skal mætte de troiske hunder og fugler,
som for mig selv og for dig jeg bæver i angst, at en ufærd
rammer os snart; ti vidt over slagmarken sænker jo Hektor
krigsskyen mørk. Nu trues vi to av døden, den bratte.
Kald da de bedste danaer med rop, om nogen kan høre.»
Saa han talte, og drotten, den høimælte helt Menelaos,
lød ham og ropte med rungende røst til danaernes helter:
«Venner, argeiernes drotter i kamp og formænd i raadet,
I som hos kong Agamemnon og mig, hos Atrevs’ sønner,
drikker paa folkets bekostning den ædleste vin, og som byder
hver over stridsmænd; ti Zevs forlener jer hæder og ære.
Vanskelig falder det mig, saa vildt som krigsluen flammer,
nøie at skjelne hver eneste drot blandt de førende fyrster.
