Denne siden er korrekturlest
knækker den først dets hals; saa slurper den blodet og sluker
hele dets indvold, mens hunder og gjætere flokkes omkring den,
hujende vildt fra det fjerne med truende skrik; men de vaager,
ikke at gaa den tillivs; ti de gripes av blegnende rædsel —
saaledes vaaget ei nu nogen mand med kampmod i barmen
freidig at møte paa val den navngjetne helt Menelaos.
Let hadde Atrevs’ søn kunnet vinde Evforbos’ skjønne
rustning som bytte; hvis ei Apollon i nag hadde egget
Hektor imot ham saa vældig i kamp som den stormende Ares.
Grant han lignet den mandige drot for kikonernes stridsmænd,
Mentes ved navn, og med vingede ord til Hektor han talte:
«Hektor, nu jager du frem mot en pris som du aldrig kan vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs’ hester. For brysomt
blir det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
Nu har Atrevs’ søn, den krigerske drot Menelaos,
vernet imens Patroklos og dræpt den ypperste troer,
Pantoos’ søn Evforbos og stanset hans stormende angrep.»
Derpaa gik guden paany til mændenes møisomme kampe.
Hektor blev mørk i hu og følte en knugende smerte.
Speidende løp hans blik mellem mændenes rækker, og hastig
saa han ham røve med vold den herlige rustning, mens helten
hvilte paa jorden og blodstrømmen randt fra den gapende vunde.
Rustet i funklende malm fôr han frem med rungende kamprop
mellem de forreste rækker med kraft som Hefaistos’ vilde
luende ild, og Atrevs’ søn fik høre hans hærskrik.
Tungt han sukket og talte da saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! ti dersom jeg flyr og lar ligge den herlige rustning
eller Patroklos som segnet paa val for at vinde mig hæder,
gruer jeg for at enhver danaer som ser det, vil harmes.
Men skal jeg kjæmpe mot Hektor og troernes skarer alene,
drevet av skam, da kringsætter snart de mange den ene.
Hektor, den straalende, fører da hit sine samtlige troer.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Vaager en mand trods gudernes bud at kjæmpe mot helten
som har en guddom til vern, da velter sig ulykken mot ham.
Derfor vil ingen danaer som skuer min færd, kunne harmes,
dersom jeg viker for Hektor; han kjæmper jo skjermet av guden
hele dets indvold, mens hunder og gjætere flokkes omkring den,
hujende vildt fra det fjerne med truende skrik; men de vaager,
ikke at gaa den tillivs; ti de gripes av blegnende rædsel —
saaledes vaaget ei nu nogen mand med kampmod i barmen
freidig at møte paa val den navngjetne helt Menelaos.
Let hadde Atrevs’ søn kunnet vinde Evforbos’ skjønne
rustning som bytte; hvis ei Apollon i nag hadde egget
Hektor imot ham saa vældig i kamp som den stormende Ares.
Grant han lignet den mandige drot for kikonernes stridsmænd,
Mentes ved navn, og med vingede ord til Hektor han talte:
«Hektor, nu jager du frem mot en pris som du aldrig kan vinde,
selve den kamplystne helt Akillevs’ hester. For brysomt
blir det for dødelig mand at tæmme og styre dem. Ingen
magter det uten Akillevs som har til mor en gudinde.
Nu har Atrevs’ søn, den krigerske drot Menelaos,
vernet imens Patroklos og dræpt den ypperste troer,
Pantoos’ søn Evforbos og stanset hans stormende angrep.»
Derpaa gik guden paany til mændenes møisomme kampe.
Hektor blev mørk i hu og følte en knugende smerte.
Speidende løp hans blik mellem mændenes rækker, og hastig
saa han ham røve med vold den herlige rustning, mens helten
hvilte paa jorden og blodstrømmen randt fra den gapende vunde.
Rustet i funklende malm fôr han frem med rungende kamprop
mellem de forreste rækker med kraft som Hefaistos’ vilde
luende ild, og Atrevs’ søn fik høre hans hærskrik.
Tungt han sukket og talte da saa til sit mandige hjerte:
«Ve mig! ti dersom jeg flyr og lar ligge den herlige rustning
eller Patroklos som segnet paa val for at vinde mig hæder,
gruer jeg for at enhver danaer som ser det, vil harmes.
Men skal jeg kjæmpe mot Hektor og troernes skarer alene,
drevet av skam, da kringsætter snart de mange den ene.
Hektor, den straalende, fører da hit sine samtlige troer.
Dog, hvi drøfter jeg nu i min sjæl saa faafængte tanker?
Vaager en mand trods gudernes bud at kjæmpe mot helten
som har en guddom til vern, da velter sig ulykken mot ham.
Derfor vil ingen danaer som skuer min færd, kunne harmes,
dersom jeg viker for Hektor; han kjæmper jo skjermet av guden