Denne siden er korrekturlest
SYTTENDE SANG.
MENELAOS’ HELTEGJERNINGER.
Ei blev det skjult for Atrevs’ søn, hin helt Menelaos,
at under kampen Patroklos var dræpt av troiske kjæmper.
Rustet i glitrende malm gik han frem blandt de forreste stridsmænd.
Rundt om liket han skred som en klynkende kvie om kalven,
naar den for første gang bar og før ikke visste av fødsel.
Saaledes skred om Patroklos’ lik Menelaos, den blonde.
Foran ham holdt han sit spyd og det kredsrunde skjold, og han higet
efter at fælde enhver som truende gik ham i møte.
Pantoos’ søn, den mandige spydhelt, glemte ei heller
helten, den dræpte Patroklos, men trædende nær til den faldne
talte han truende ord til den krigerske drot Menelaos:
«Atrevs’ søn, Menelaos, gudfostrede fører for stridsmænd,
væk med dig! Bort fra hans lik, og rør ei den blodige rustning!
Ingen blandt troers og hjælperes flok har rammet med lansen
helten Patroklos før jeg i kampenes vældige tummel.
Und mig at vinde et hædrende ry blandt troernes stridsmænd.
La mig ei naa dig med spyd og røve dig livet, det søte.»
Harmfuld svarte ham da den lysblonde drot Menelaos:
«Alfader Zevs! det sømmer sig ei at skryte saa skamløst.
Ei er en panter saa trodsig og glupsk, ei heller en løve
eller et vildsvin saa rasende grumt, naar det huser i brystet
fyrigste mod og bryster sig stolt av sin vældige styrke. —
Ingen tør braute saa kry som Pantoos’ spydvante sønner.
Dog, Hyperenor, hin vognstyrer sterk, fik ei nogen glæde
mer av sin ungdom og kraft, da han trodset mig nys og med haansord
at under kampen Patroklos var dræpt av troiske kjæmper.
Rustet i glitrende malm gik han frem blandt de forreste stridsmænd.
Rundt om liket han skred som en klynkende kvie om kalven,
naar den for første gang bar og før ikke visste av fødsel.
Saaledes skred om Patroklos’ lik Menelaos, den blonde.
Foran ham holdt han sit spyd og det kredsrunde skjold, og han higet
efter at fælde enhver som truende gik ham i møte.
Pantoos’ søn, den mandige spydhelt, glemte ei heller
helten, den dræpte Patroklos, men trædende nær til den faldne
talte han truende ord til den krigerske drot Menelaos:
«Atrevs’ søn, Menelaos, gudfostrede fører for stridsmænd,
væk med dig! Bort fra hans lik, og rør ei den blodige rustning!
Ingen blandt troers og hjælperes flok har rammet med lansen
helten Patroklos før jeg i kampenes vældige tummel.
Und mig at vinde et hædrende ry blandt troernes stridsmænd.
La mig ei naa dig med spyd og røve dig livet, det søte.»
Harmfuld svarte ham da den lysblonde drot Menelaos:
«Alfader Zevs! det sømmer sig ei at skryte saa skamløst.
Ei er en panter saa trodsig og glupsk, ei heller en løve
eller et vildsvin saa rasende grumt, naar det huser i brystet
fyrigste mod og bryster sig stolt av sin vældige styrke. —
Ingen tør braute saa kry som Pantoos’ spydvante sønner.
Dog, Hyperenor, hin vognstyrer sterk, fik ei nogen glæde
mer av sin ungdom og kraft, da han trodset mig nys og med haansord
