Denne siden er korrekturlest
Som naar en løve beseirer i strid et utrættelig vildsvin,
naar de paa toppen av kneisende fjeld i rasende vildskap
slaas om en pyt i den halvtørre bæk; ti begge vil drikke, —
indtil den vældige løve faar bugt med det pæsende udyr;
saa vog Hektor, Priamos’ søn, med lansen i nærkamp
helten, Menoitios’ søn, som fældte saa mangen en kriger.
Pralende lød hans vingede ord til den fældede kjæmpe:
«Bolde Patroklos! du haabet jo nu at øde vor hjemby,
og naar de troiske kvinder du frihetens dag hadde røvet,
skulde du føre dem bort til den elskede hjemstavn paa flaaten.
Daare! Til kvindernes vern har nu mine fotrappe hester
rørt sine føtter til kamp, og selv jeg svinger min lanse
vældigst blandt krigerske troer og verner dem trygt mot den tunge
trældommens dag; men her skal gribbene flænge dit aatsel.
Stakkar! Saa sterk som han er, Akillevs hjalp dig dog ikke.
Selv blev han hjemme og bød dig vel strengt da du stevnet til striden:
«Kom mig nu ikke tilbake, du mandige vognhelt Patroklos,
til vore rumstore snekker, før selv du faar flænget i laser
brynjen som Hektor bærer om bryst, og farvet den blodig.»
Saaledes talte han vel, og en daare som dig fik han fristet.»
Dødstræt svarte du da, du mandige vognhelt Patroklos:
«Hektor, ja nu kan du prale saa stolt; ti Zevs og Apollon
skjænket jo seiren til dig, og mig har de lettelig kuet.
Selv har de revet fra skulderen løs min skjermende rustning.
Men om et snes av kjæmper som du hadde gaat mig i møte,
skulde nok alle ha segnet og fundet sin død for min lanse.
Nu er det skjæbnen, den grumme, og Letos søn som har dræpt mig;
dertil Evforbos av mænd, og du kommer først som den tredje.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa hjerte:
Ogsaa dit liv er snarlig forbi; ti nær ved din side
staar alt den truende død og den mægtige skjæbnegudinde.
Snart skal du dø for Akillevs’ haand, den bolde Peleides.»
Saa han talte og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avsjælte talte paany den straalende Hektor:
«Hvorfor, Patroklos, varsler du mig min snarlige helfærd?
naar de paa toppen av kneisende fjeld i rasende vildskap
slaas om en pyt i den halvtørre bæk; ti begge vil drikke, —
indtil den vældige løve faar bugt med det pæsende udyr;
saa vog Hektor, Priamos’ søn, med lansen i nærkamp
helten, Menoitios’ søn, som fældte saa mangen en kriger.
Pralende lød hans vingede ord til den fældede kjæmpe:
«Bolde Patroklos! du haabet jo nu at øde vor hjemby,
og naar de troiske kvinder du frihetens dag hadde røvet,
skulde du føre dem bort til den elskede hjemstavn paa flaaten.
Daare! Til kvindernes vern har nu mine fotrappe hester
rørt sine føtter til kamp, og selv jeg svinger min lanse
vældigst blandt krigerske troer og verner dem trygt mot den tunge
trældommens dag; men her skal gribbene flænge dit aatsel.
Stakkar! Saa sterk som han er, Akillevs hjalp dig dog ikke.
Selv blev han hjemme og bød dig vel strengt da du stevnet til striden:
«Kom mig nu ikke tilbake, du mandige vognhelt Patroklos,
til vore rumstore snekker, før selv du faar flænget i laser
brynjen som Hektor bærer om bryst, og farvet den blodig.»
Saaledes talte han vel, og en daare som dig fik han fristet.»
Dødstræt svarte du da, du mandige vognhelt Patroklos:
«Hektor, ja nu kan du prale saa stolt; ti Zevs og Apollon
skjænket jo seiren til dig, og mig har de lettelig kuet.
Selv har de revet fra skulderen løs min skjermende rustning.
Men om et snes av kjæmper som du hadde gaat mig i møte,
skulde nok alle ha segnet og fundet sin død for min lanse.
Nu er det skjæbnen, den grumme, og Letos søn som har dræpt mig;
dertil Evforbos av mænd, og du kommer først som den tredje.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa hjerte:
Ogsaa dit liv er snarlig forbi; ti nær ved din side
staar alt den truende død og den mægtige skjæbnegudinde.
Snart skal du dø for Akillevs’ haand, den bolde Peleides.»
Saa han talte og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avsjælte talte paany den straalende Hektor:
«Hvorfor, Patroklos, varsler du mig min snarlige helfærd?
