Denne siden er korrekturlest
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvoksen gran, som huggerne oppe i aasen
fælder med nyslepne økser til kjøl for den ilende snekke.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Som naar en løve gaar ind i en bøling og dræper den stolte
brunrøde okse som modig gaar om blandt de langsomme kvier —
brølende aander den ut under udyrets knasende kjæver —
saaledes harmedes nu, da han faldt for Patroklos, de kjække
skjolddækte lykiers fører og kaldte ved navn paa sin staldbror:
«Kjæreste Glavkos, du kjæmpe blandt mænd! nu er det paa tide
spydet at svinge med kraft og vise dit mandsmod som kriger.
Er du en helt, saa la stridslarmens gru være hele din higen.
Først maa du ile omkring overalt og egge de tapre
lykiers førende mænd til en kamp om den faldne Sarpedon.
Ogsaa du selv maa verne din ven med den malmhvasse lanse;
ti min usalige lod vil vorde til evige tider
stadig en skam og en skjendsel for dig, hvis akaiernes sønner
røver mig rustningen her hvor jeg faldt ved skibenes leie.
Selv maa du kjæmpe med kraft, og hele vor hær maa du egge.»
Saa han talte. Da sænket sig brat over øine og ansigt
døden tilsidst. Straks satte hin helt sin hæl paa hans bringe.
Spydsodden rykket han ut, og hans mellemgulv fulgte med spydet.
Sammen med spydsodden rykket han ut hans sjæl og hans livskraft.
Men myrmidonerne holdt den fældedes prustende hester
fast; ti de søkte at fly, da de savnet sin herre paa vognen.
Glavkos blev grepet av pinende sorg, da han hørte hans stemme.
Hjertet blev rørt i hans barm; men at hjælpe ham magtet han ikke.
Haardt han grep om sin arm; ti han pintes av saaret som Tevkros
slog med sin pil, da han ilte til kamp, og hin med sin bue
verget fra kneisende mur sine kjæmpende venner i nøden.
Bedende talte han saa til skytten, den sterke Apollon:
«Hør mig, hersker, hvad enten i Lykiens frugtbare egne
eller i Troja du dvæler; ti allestedsfra kan du høre
bønner fra den som maa klage sin nød, som selv jeg maa klage;
ti jeg maa gaa med det pinende saar, og de skjærende smerter
farer igjennem min haand, og blodstrømmen kan ikke stanses.
Skulderen føles saa tung av den verkende vunde, og lansen
eller en rankvoksen gran, som huggerne oppe i aasen
fælder med nyslepne økser til kjøl for den ilende snekke.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Som naar en løve gaar ind i en bøling og dræper den stolte
brunrøde okse som modig gaar om blandt de langsomme kvier —
brølende aander den ut under udyrets knasende kjæver —
saaledes harmedes nu, da han faldt for Patroklos, de kjække
skjolddækte lykiers fører og kaldte ved navn paa sin staldbror:
«Kjæreste Glavkos, du kjæmpe blandt mænd! nu er det paa tide
spydet at svinge med kraft og vise dit mandsmod som kriger.
Er du en helt, saa la stridslarmens gru være hele din higen.
Først maa du ile omkring overalt og egge de tapre
lykiers førende mænd til en kamp om den faldne Sarpedon.
Ogsaa du selv maa verne din ven med den malmhvasse lanse;
ti min usalige lod vil vorde til evige tider
stadig en skam og en skjendsel for dig, hvis akaiernes sønner
røver mig rustningen her hvor jeg faldt ved skibenes leie.
Selv maa du kjæmpe med kraft, og hele vor hær maa du egge.»
Saa han talte. Da sænket sig brat over øine og ansigt
døden tilsidst. Straks satte hin helt sin hæl paa hans bringe.
Spydsodden rykket han ut, og hans mellemgulv fulgte med spydet.
Sammen med spydsodden rykket han ut hans sjæl og hans livskraft.
Men myrmidonerne holdt den fældedes prustende hester
fast; ti de søkte at fly, da de savnet sin herre paa vognen.
Glavkos blev grepet av pinende sorg, da han hørte hans stemme.
Hjertet blev rørt i hans barm; men at hjælpe ham magtet han ikke.
Haardt han grep om sin arm; ti han pintes av saaret som Tevkros
slog med sin pil, da han ilte til kamp, og hin med sin bue
verget fra kneisende mur sine kjæmpende venner i nøden.
Bedende talte han saa til skytten, den sterke Apollon:
«Hør mig, hersker, hvad enten i Lykiens frugtbare egne
eller i Troja du dvæler; ti allestedsfra kan du høre
bønner fra den som maa klage sin nød, som selv jeg maa klage;
ti jeg maa gaa med det pinende saar, og de skjærende smerter
farer igjennem min haand, og blodstrømmen kan ikke stanses.
Skulderen føles saa tung av den verkende vunde, og lansen
