Denne siden er korrekturlest
Derefter trak han ham frem med sit spyd over kanten av vognen.
Ret som en fisker som sitter paa skrænt og trækker fra dypet
fisken den tunge i land med snøre og skinnende malmkrok,
saaledes trak han med lansen den gapende høvding fra vognen,
kastet ham hodekulds ned, og livet forlot ham i faldet.
Helten Erýlaos ilte til hjælp; men han traf ham i panden
haardt med en sten, og hele hans hodeskal knustes i splinter
indenfor hjelmen, den tunge. Han faldt paa sit ansigt til jorden.
Livskraften lammedes brat av døden som sænket sig om ham.
Derefter fældte han Erymas, Pyris, Epaltes og Ifevs.
Evippos faldt og helten Tlepolemos, søn av Damastor.
Ekios segnet tilsidst og Argeas’ søn Polymelos.
Høvdingen styrtet dem alle til jord i rad og i række.
Men da Sarpedon blev var at hans belteløst kjæmpende svende
faldt for Menoitios’ søn, for Patroklos’ vældige næver,
ropte han strengt til Lykiens mænd, de herlige kjæmper:
«Skam jer! Hvor flygter I hen? Kom, rap jer, lykiske svende!
Ja, ti jeg agter nu selv at møte hin helt og faa vite,
hvem det kan være som raser saa vildt og har voldt vore troer
ulykker nok; ti saa mangen en helt har han lamslaat og fældet.»
Saa han talte og hoppet til jord i sin skinnende rustning.
Ogsaa den sterke Patroklos sprang ned fra sin vogn, da han saa ham.
Som naar med krummede klør og neb to graadige gribber
rives med skingrende skrik paa høifjeldets svimlende tinde,
saaledes gik de hinanden tillivs med gjaldende hærskrik.
Grepet av ynk blev den raadsnilde Kronos’ søn, da han saa dem.
Mælte han da til Hera, sin værdige søster og hustru:
«Aa, for en sorg, om min kjæreste helt Sarpedon maa falde
nu for Patroklos, Menoitios’ søn, efter skjæbnens beslutning.
Tvilende banker mit hjerte i barm, naar tankerne drøfter
om jeg skal rive ham bort fra de graatsvangre kampe og føre
høvdingen levende hjem til Lykiens frugtbare egne,
eller jeg nu skal volde hans fald for Patroklos’ hænder.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ søn, du vældige gud, hvad er det du sier?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.
Ret som en fisker som sitter paa skrænt og trækker fra dypet
fisken den tunge i land med snøre og skinnende malmkrok,
saaledes trak han med lansen den gapende høvding fra vognen,
kastet ham hodekulds ned, og livet forlot ham i faldet.
Helten Erýlaos ilte til hjælp; men han traf ham i panden
haardt med en sten, og hele hans hodeskal knustes i splinter
indenfor hjelmen, den tunge. Han faldt paa sit ansigt til jorden.
Livskraften lammedes brat av døden som sænket sig om ham.
Derefter fældte han Erymas, Pyris, Epaltes og Ifevs.
Evippos faldt og helten Tlepolemos, søn av Damastor.
Ekios segnet tilsidst og Argeas’ søn Polymelos.
Høvdingen styrtet dem alle til jord i rad og i række.
Men da Sarpedon blev var at hans belteløst kjæmpende svende
faldt for Menoitios’ søn, for Patroklos’ vældige næver,
ropte han strengt til Lykiens mænd, de herlige kjæmper:
«Skam jer! Hvor flygter I hen? Kom, rap jer, lykiske svende!
Ja, ti jeg agter nu selv at møte hin helt og faa vite,
hvem det kan være som raser saa vildt og har voldt vore troer
ulykker nok; ti saa mangen en helt har han lamslaat og fældet.»
Saa han talte og hoppet til jord i sin skinnende rustning.
Ogsaa den sterke Patroklos sprang ned fra sin vogn, da han saa ham.
Som naar med krummede klør og neb to graadige gribber
rives med skingrende skrik paa høifjeldets svimlende tinde,
saaledes gik de hinanden tillivs med gjaldende hærskrik.
Grepet av ynk blev den raadsnilde Kronos’ søn, da han saa dem.
Mælte han da til Hera, sin værdige søster og hustru:
«Aa, for en sorg, om min kjæreste helt Sarpedon maa falde
nu for Patroklos, Menoitios’ søn, efter skjæbnens beslutning.
Tvilende banker mit hjerte i barm, naar tankerne drøfter
om jeg skal rive ham bort fra de graatsvangre kampe og føre
høvdingen levende hjem til Lykiens frugtbare egne,
eller jeg nu skal volde hans fald for Patroklos’ hænder.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ søn, du vældige gud, hvad er det du sier?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.
