Denne siden er korrekturlest
Hektor, den høimælte helt, og hans kampfæller øinet de alle,
enten de nu hadde stillet sig bak og ei kunde kjæmpe,
eller de stred i det blodige slag ved de hurtige snekker.
Ei vilde Aias, den modige helt, bli staaende længer
fjernt blandt de andre akaiiske mænd som ventet paa avstand.
Hen over skibene sprang han med vældige skridt, og i haanden
svinget han spæret det sterke, beslaat med vældige malmbaand.
To ganger elleve alen var det langt og bruktes i sjøkamp.
Likesom ofte en mand som forstaar at tumle med hester,
naar han blandt talrike dyr har valgt sig et ypperlig firspand,
jager dem frem mot en folkerik by fra sletten og sprænger
henad den alfare vei, mens mænd og kvinder i mængde
undrende ser paa hans færd; ti han hopper usvigelig sikkert
stadig fra hest til hest, mens de farer i flyvende firsprang,
saaledes sprang i vældige hop over talrike skibe
Aias fra dæk til dæk, og mot æteren runget hans stemme.
Rungende ropte han stadig og egget danaernes helter
fremad til tryggende vern for skibe og telter; men Hektor
dvælte ei heller i ro blandt troernes malmklædte skarer;
men som en brunrygget ørn over skarer av vingede fugler
styrter sig ned, naar de søker i flok sin føde ved elven,
traner og gjæs eller ogsaa en sværm langhalsede svaner,
saaledes styrtet i stormende løp den straalende Hektor
frem mot et mørksnablet skib, og Alfader førte ham bakfra
frem med sin vældige haand og egget hans følge av kjæmper.
Fremme ved skibene reistes paany en frygtelig stridslarm.
Nu da de møttes i strid, saa det ut, som kunde de aldrig
trættes og kræfterne lammes. Saa kjækt gik de alle til kampen.
Kjæmperne stred i frygt eller haab. Akaiernes helter
trodde de nu maatte dø og ei kunde flygte fra faren.
Troerne derimot haabet enhver i sit hjerte at tænde
fiendens snekker i brand og dræpe akaiernes stridsmænd.
Saaledes tænkte enhver, da de stevnet til kamp mot hverandre.
Hektor grep fat i den bakerste stavn av en skarpbygget seiler,
snekken den skjønne som bar over hav til det kneisende Troja
Protesilaos, men ei skulde føre ham atter til hjemmet.
Rundt om høvdingens skib gik akaier og troiske kjæmper
løs paa hverandre med flængende hugg. De stod ikke længer
enten de nu hadde stillet sig bak og ei kunde kjæmpe,
eller de stred i det blodige slag ved de hurtige snekker.
Ei vilde Aias, den modige helt, bli staaende længer
fjernt blandt de andre akaiiske mænd som ventet paa avstand.
Hen over skibene sprang han med vældige skridt, og i haanden
svinget han spæret det sterke, beslaat med vældige malmbaand.
To ganger elleve alen var det langt og bruktes i sjøkamp.
Likesom ofte en mand som forstaar at tumle med hester,
naar han blandt talrike dyr har valgt sig et ypperlig firspand,
jager dem frem mot en folkerik by fra sletten og sprænger
henad den alfare vei, mens mænd og kvinder i mængde
undrende ser paa hans færd; ti han hopper usvigelig sikkert
stadig fra hest til hest, mens de farer i flyvende firsprang,
saaledes sprang i vældige hop over talrike skibe
Aias fra dæk til dæk, og mot æteren runget hans stemme.
Rungende ropte han stadig og egget danaernes helter
fremad til tryggende vern for skibe og telter; men Hektor
dvælte ei heller i ro blandt troernes malmklædte skarer;
men som en brunrygget ørn over skarer av vingede fugler
styrter sig ned, naar de søker i flok sin føde ved elven,
traner og gjæs eller ogsaa en sværm langhalsede svaner,
saaledes styrtet i stormende løp den straalende Hektor
frem mot et mørksnablet skib, og Alfader førte ham bakfra
frem med sin vældige haand og egget hans følge av kjæmper.
Fremme ved skibene reistes paany en frygtelig stridslarm.
Nu da de møttes i strid, saa det ut, som kunde de aldrig
trættes og kræfterne lammes. Saa kjækt gik de alle til kampen.
Kjæmperne stred i frygt eller haab. Akaiernes helter
trodde de nu maatte dø og ei kunde flygte fra faren.
Troerne derimot haabet enhver i sit hjerte at tænde
fiendens snekker i brand og dræpe akaiernes stridsmænd.
Saaledes tænkte enhver, da de stevnet til kamp mot hverandre.
Hektor grep fat i den bakerste stavn av en skarpbygget seiler,
snekken den skjønne som bar over hav til det kneisende Troja
Protesilaos, men ei skulde føre ham atter til hjemmet.
Rundt om høvdingens skib gik akaier og troiske kjæmper
løs paa hverandre med flængende hugg. De stod ikke længer
