Denne siden er korrekturlest
FEMTENDE SANG.
TROERNE DRIVES BORT FRA SKIBENE.
M
en da de kom paa sin flugt over pælenes række og graven,og for danaernes haand mangfoldige helter var faldne,
stanset de op og slog sig til ro ved de forspændte vogner,
bleke av lammende skræk. Da vaagnet paa toppen av Ida
Zevs av sin kvægende søvn hos den guldstoltronende Hera.
Straks stod han op og saa for sit blik akaier og troer,
disse i sansesløs flugt, mens Argos’ mænd og Poseidon,
havdypets hersker, forfulgte dem haardt i vildeste tummel.
Saa han da Hektor som laa i en kreds av trofaste venner
ute paa sletten. Hans bryst gik tungt, og i lammende dvale
brækket han blod; ti svak var han ei den kjæmpe som traf ham.
Guders og mennekers far blev grepen av ynk, da han saa ham.
Truende rynket han barsk sine bryn og talte til Hera:
«Hera, forvisst er det dig som lumsk og listig har stanset
Hektor med svig i hans kamp og jaget hans svende paa flugten.
Ja, jeg vet ikke ret; men jeg burde vel først la dig smake
atter min svepe og gi dig din løn for din listige ondskap.
Mindes du ei da du svævet saa høit og jeg hængte de tvende
ambolters vegt ved føtterne fast og bandt dine hænder
sammen med lænker av guld. Da hang du i himmelens skyer.
Guderne fnyste av harm paa det høie Olympos; men ingen
magtet at komme dig nær og løse dig. Den jeg fik fat paa,
grep jeg og kastet ham ut over terskelen, indtil han styrtet
halvdød til jorden; men end ikke da vilde smerten den grumme
slippe min sjæl for min herlige søn den gjæve Herakles,
