Hopp til innhold

Side:Iliaden.djvu/246

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Atter tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Nestor! naar kampene alt er i gang ved skibenes bakstavn,
og naar den velbygde mur og voldgraven intet har nyttet,
den som vi gravet med stræv og haabet saa trygt skulde vorde
fast og ubrytelig vern for os selv og de stavnhøie snekker,
aa, saa er det vel Alfader kjært at alle akaier
her skal segne i navnløs grav langt borte fra Argos.
Ti som jeg visste det før, da han hjalp danaerne naadig,
vet jeg det nu at han hædrer med ry som de salige guder
troernes mænd og har bundet vor arm og lammet vor styrke.
Vel, la mig nævne et raad, og la os saa følge det alle:
Skibene hist som er trukket paa land der nederst ved sjøen
trækker vi alle paa havdypet ut i de hellige bølger.
Der faar vi ankre dem op med dræggene, indtil den mørke
nat bryter frem, om troerne da vil stanse med kampen.
Efterpaa faar vi da sætte paa sjø vore samtlige snekker.
Ei er det skam at flygte for ulykken endog om natten.
Bedre at fly for den truende død end vorde dens bytte.»
Svarte da barsk med rynkede bryn den kloke Odyssevs:
«Atrevs’ søn! hvi slipper du slikt over tændernes gjærde?
Folkefordærver! Aa gid du var drot for en æreløs fylking!
ikke for os, som Zevs i sin harm har villet skal døie
like fra ungdommen av til alderens graanende dage
farer og trængsler i krig, til vi alle er sunket i graven.
Er det for alvor din agt at fly fra troernes stolte,
velbygde by, for hvilken vi alt har døiet saa meget?
Ti dog! La ei blandt akaiernes folk en anden faa høre
dette dit ord, som ikke en mand vilde ta paa sin tunge,
dersom han eide forstand til sømmelig tale og førte
kongelig scepter, saa talrike mænd maatte lyde hans vilje,
likesaa mange som Argos’ mænd, hvis drot du er vorden.
Slik som du nu har talt, maa jeg laste dit sindelag høilig,
du som mens kampene raser som værst og hærskriket gjalder,
vil vi skal sætte paa sjø de toftede snekker og føie
troernes ønsker end mer, skjønt de alt har seiren i hænde,
medens fordærvelse truer os selv; ti akaiernes sønner
vil ikke kjækt holde stand, naar skibene sættes paa sjøen.