Denne siden er korrekturlest
og den usalige sott for at spare sit hjerte for kvaler.
Paris fik rammet ham haardt under kjæven og øret, og livet
flygtet fra lemmerne brat, og mørket, det grufulde, tok ham.
Saaledes raste den hidsige kamp som luende flammer.
Ei blev der bragt noget bud til Hektor, Alfaders yndling.
Endnu visste han ei at hist ved flaaten til venstre
dræptes hans folk av akaiernes mænd og at seierens hæder
vinket dem snart; ti den mægtige gud som ryster al jorden,
egget dem ivrig og skjermet dem selv med sin vældige styrke.
Hektor stod hvor han først sprang ind gjennem porten og muren
dengang han sprængte med kraft danaernes skjoddækte rækker.
Der laa Aias’ skibe og Protesilaos’ snekker
trukket paa land ved det graalige hav, og der var den sterke
ringmur, som vernet dem, lavest, og mænd og vælige hester
stormet nu løs paa hverandre just der i de heteste kampe.
Kjække boioter og ioner i slæpende fotside kjortler,
gjæve epeier i skinnende malm og lokrer og ftier
verget sig der med nød mot Hektor som stormet mot flaaten
sterk som en ild; men de hadde ei kraft til at slaa ham tilbake.
Der stod atenernes utvalgte mænd med sin høibaarne fører
helten Menestevs, Peteos’ søn. Ham fulgte den kjække
Stikios, Feidas og Bias. Epeiernes fyrster var Meges,
Fylevs’ søn, og Amfion, mens Drakios kom som den tredje.
Ftiernes drotter var Medon og helten den djerve Podarkes.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en bror av Oilevs’ viv Eriopis, hans stedmor.
Helten Podarkes var søn av Ifiklos, Fylakos’ ætling.
Rustet gik disse til kamp i spidsen for modige ftier
nærmest boioternes hær for at verne de stavnhøie snekker.
Ikke et skridt vilde Aias, den fotrappe søn av Oilevs,
vike paa valen fra Telamons søn, den vældige Aias;
men som de rødbrune okser, hvis tvespand med selvsamme iver
trækker paa marken den tømrede plog, mens sveden i strømme
silrer fra hornenes rot og rinder dem ned over panden —
— bare av trækaakets glattede træ er de skilt, naar de skrider
furerne langs med den skjærende plog til akerens grænse —
Paris fik rammet ham haardt under kjæven og øret, og livet
flygtet fra lemmerne brat, og mørket, det grufulde, tok ham.
Saaledes raste den hidsige kamp som luende flammer.
Ei blev der bragt noget bud til Hektor, Alfaders yndling.
Endnu visste han ei at hist ved flaaten til venstre
dræptes hans folk av akaiernes mænd og at seierens hæder
vinket dem snart; ti den mægtige gud som ryster al jorden,
egget dem ivrig og skjermet dem selv med sin vældige styrke.
Hektor stod hvor han først sprang ind gjennem porten og muren
dengang han sprængte med kraft danaernes skjoddækte rækker.
Der laa Aias’ skibe og Protesilaos’ snekker
trukket paa land ved det graalige hav, og der var den sterke
ringmur, som vernet dem, lavest, og mænd og vælige hester
stormet nu løs paa hverandre just der i de heteste kampe.
Kjække boioter og ioner i slæpende fotside kjortler,
gjæve epeier i skinnende malm og lokrer og ftier
verget sig der med nød mot Hektor som stormet mot flaaten
sterk som en ild; men de hadde ei kraft til at slaa ham tilbake.
Der stod atenernes utvalgte mænd med sin høibaarne fører
helten Menestevs, Peteos’ søn. Ham fulgte den kjække
Stikios, Feidas og Bias. Epeiernes fyrster var Meges,
Fylevs’ søn, og Amfion, mens Drakios kom som den tredje.
Ftiernes drotter var Medon og helten den djerve Podarkes.
Medon var drotten Oilevs’ søn. Hans mor var en frille.
Halvbror var han av Aias. I Fylake var han til huse,
fjernt fra sit land og sit fædrenehjem, fordi han i vrede
dræpte en bror av Oilevs’ viv Eriopis, hans stedmor.
Helten Podarkes var søn av Ifiklos, Fylakos’ ætling.
Rustet gik disse til kamp i spidsen for modige ftier
nærmest boioternes hær for at verne de stavnhøie snekker.
Ikke et skridt vilde Aias, den fotrappe søn av Oilevs,
vike paa valen fra Telamons søn, den vældige Aias;
men som de rødbrune okser, hvis tvespand med selvsamme iver
trækker paa marken den tømrede plog, mens sveden i strømme
silrer fra hornenes rot og rinder dem ned over panden —
— bare av trækaakets glattede træ er de skilt, naar de skrider
furerne langs med den skjærende plog til akerens grænse —
