Hopp til innhold

Side:Iliaden.djvu/233

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
Skjælvende slog det dog endnu og rystet det dirrende spydskaft,
indtil den vældige krigsgud selv lot livskraften svinde.
Pralende ropte Idomenevs stolt med rungende stemme:
«Gjæve Deifobos! mon vi kan si at vor regning er opgjort?
Tre har jeg fældet for én. Du pralte nok nys som en daare.
Kom nu, min pralende ven, og stil dig imot mig i tvekamp,
saa du kan se at en ætling av Zevs er kommet til striden.
Zevs blev Minos’ far, hin mægtige herskers paa Kreta.
Minos blev far til en søn saa gjæv, Devkalion kaldet.
Mig har Devkalion avlet som drot over talrike stridsmænd
hist paa det vidtstrakte Kreta, og hit har jeg stevnet paa skibe
dig til fordærv og din far og troernes kjæmper til vanheld.»
Saa han talte. Deifobos stod med tvil i sit hjerte,
enten han straks skulde fly til de modige troer og finde
der en hjælpende ven, eller friste en tvekamp alene.
Raadeligst fandt han det dog i sin tvil at gaa for at hente
helten Aineias til hjælp, og han fandt ham staaende ledig
bakerst i hæren; ti vred paa Priamos var han som tiest,
eftersom drotten ei hædret ham nok for hans manddom i striden.
Gik han da nær og talte med vingede ord til Aineias:
«Gjæve Aineias, troernes drot! Nu maa du tilvisse
hevne din svoger, saasandt nogen sorg kan ramme dit hjerte.
Kom, la os hevne din maag Alkatoos, helten som fordum
fostret dig hist paa sin hjemlige borg fra din spædeste barndom.
Nu har den navngjetne helt Idomenevs dræpt ham paa valen.»
Saa han talte og rørte Aineias’ hjerte i barmen.
Frem mot Idomenevs løp han og skyndte sig ivrig til kampen.
Dog, Idomenevs følte ei frygt som en vergeløs smaagut.
Helten holdt stand lik et vildsvin paa fjeld, som i lit til sin styrke
trodser de larmende jægeres flok som stormer imot det,
fjernt i den ødslige skog, og reiser de strittende børster;
— øinene lyser av flammende ild og det hvæsser sin hugtand,
lysten paa kamp mot jægernes flok og hundenes kobbel —
saaledes holdt den kjække Idomenevs stand mot Aineias,
nu da han stormet til kamp; men til vennerne ropte han høilydt,
da han Askalafos saa og Deipyros hist og Afárevs,
vennen Meriones selv og Antilokos, vældige kjæmper.
Manende lød de vingede ord, da han kaldte dem til sig: