Denne siden er korrekturlest
ofre til bot for danaernes folk, om guden kan mildnes,
han som har sendt argeiernes mænd den kvalfulde jammer.»
Saa han talte og gav ham hans barn, og oldingen favnet
glad sin elskede datter. Men derefter stillet de skyndsomt
viede offerdyr frem paa rad ved det høireiste alter.
Hænderne tvættet de rene, og offerbygget blev hentet.
Løftet da Kryses i inderlig bøn sine hænder mot himlen:
«Hør mig du gud med buen av sølv som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud.
Engang tilforn har du hørt mine ord da jeg bad dig, og naadig
vernet mig selv og tugtet akaierne haardt i din vrede.
Hør mig da ogsaa idag og la dette mit ønske bli opfyldt.
Skaan danaerne nu og stans den herjende farsott!»
Inderlig bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Da deres bønner var endt og de viede bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og stak dem og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett. Smaa kjøtstykker lagde de øverst.
Oldingen tændte sit baal, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Da deres offer var brændt, og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og vel og trak det tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det festlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
fyldte de tjenende svende med vin de skummende boller.
Alle fik rakt sig et bæger; men først fik guden et offer.
Hele den utslagne dag formildet akaiernes ungdom
guden med viser og lek og sang til fjernskyttens ære
lovsangens herlige kvad, og han frydet sit hjerte ved sangen.
Men da om aftenen solen gik ned og det mørknet mot natten
gik de til hvile paa stranden ved fartøiets utspændte landtaug;
men da ved tidligste gry den rosenfingrede Eos
straalte paa himmelen, satte de kurs mot akaiernes leirplads.
Fjernskytten Foibos Apollon lot blæse en strykende medbør.
Skibsmasten reiste de op og heiste det snehvite raaseil.
Kulingen fyldte det svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
han som har sendt argeiernes mænd den kvalfulde jammer.»
Saa han talte og gav ham hans barn, og oldingen favnet
glad sin elskede datter. Men derefter stillet de skyndsomt
viede offerdyr frem paa rad ved det høireiste alter.
Hænderne tvættet de rene, og offerbygget blev hentet.
Løftet da Kryses i inderlig bøn sine hænder mot himlen:
«Hør mig du gud med buen av sølv som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud.
Engang tilforn har du hørt mine ord da jeg bad dig, og naadig
vernet mig selv og tugtet akaierne haardt i din vrede.
Hør mig da ogsaa idag og la dette mit ønske bli opfyldt.
Skaan danaerne nu og stans den herjende farsott!»
Inderlig bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Da deres bønner var endt og de viede bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og stak dem og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett. Smaa kjøtstykker lagde de øverst.
Oldingen tændte sit baal, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Da deres offer var brændt, og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og vel og trak det tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det festlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
fyldte de tjenende svende med vin de skummende boller.
Alle fik rakt sig et bæger; men først fik guden et offer.
Hele den utslagne dag formildet akaiernes ungdom
guden med viser og lek og sang til fjernskyttens ære
lovsangens herlige kvad, og han frydet sit hjerte ved sangen.
Men da om aftenen solen gik ned og det mørknet mot natten
gik de til hvile paa stranden ved fartøiets utspændte landtaug;
men da ved tidligste gry den rosenfingrede Eos
straalte paa himmelen, satte de kurs mot akaiernes leirplads.
Fjernskytten Foibos Apollon lot blæse en strykende medbør.
Skibsmasten reiste de op og heiste det snehvite raaseil.
Kulingen fyldte det svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
