Denne siden er korrekturlest
Støt og ustanselig farer den frem, til den kommer paa sletten.
Videre ruller den ei, hvor vild end farten har været.
Saaledes truet nu Hektor en stund med at storme med lethet
like til havdypets strand mellem fiendens telter og snekker,
dræpende vildt; men straks da han traf de sluttede rækker,
stanset han brat i sin fart; ti argeierne stormet imot ham.
Huggende til med sverd og dobbelthvæssede lanser
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han selv maatte vike.
Rungende lød hans røst da han ropte til troernes skarer:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Staa, hvor I staar. Ret længe vil ei akaiernes stridsmænd
trodse min kraft, hvor tæt de end har stillet sin fylking.
Nei, de viker nok snart for mit spyd, saasandt som mit kampmod
vaktes av gudernes drot, av Heras vidttordnende husbond.»
Saa han talte og vakte hos heltene kraften og modet.
Da skred Priamos’ søn Deïfobos, stolt av sin manddom,
fremad i skaren. Sit kredsrunde skjold bar helten paa armen.
Føtterne flyttet han let og dækket sig varlig med skjoldet.
Straks tok Meriones sigte og kastet sin blinkende lanse.
Spydet fôr ikke forbi, men rammet i oksehudsskjoldet.
Dog gjennem platerne drev han det ei; men fremme ved odden
brast det vældige spydskaft, da helten Deifobos lynsnart
løftet mot spydet sit oksehuds skjold; ti krigerens hjerte
bævet av gru for Meriones’ spyd. Den skuffede høvding
trak sig tilbake til vennernes flok i nagende harme,
baade for seiren som glap og for lansen som brast imot skjoldet.
Selv gik han hastig avsted til akaiernes telter og skibe
efter det mægtige spyd, som han hadde derhjemme i teltet.
Alle de øvrige kjæmpet imens med gjaldende hærskrik.
Først vog Telamons søn, den modige Tevkros, en stridsmand,
Imbrios, vældig med lansen, en søn av den hestrike Mentor.
Høvdingen bodde i Pedaions by, før akaierne landet,
gift med Medesikaste, kong Priamos’ barn med en frille.
Men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn; og han bodde hos drotten.
Ham traf Telamons søn med det vældige spyd under øret,
trak det saa atter tilbake, og Imbrios segnet lik asken,
Videre ruller den ei, hvor vild end farten har været.
Saaledes truet nu Hektor en stund med at storme med lethet
like til havdypets strand mellem fiendens telter og snekker,
dræpende vildt; men straks da han traf de sluttede rækker,
stanset han brat i sin fart; ti argeierne stormet imot ham.
Huggende til med sverd og dobbelthvæssede lanser
drev de ham bort, og haardt blev han trængt, da han selv maatte vike.
Rungende lød hans røst da han ropte til troernes skarer:
«Troer og lykiske mænd og djerve dardaniske kjæmper!
Staa, hvor I staar. Ret længe vil ei akaiernes stridsmænd
trodse min kraft, hvor tæt de end har stillet sin fylking.
Nei, de viker nok snart for mit spyd, saasandt som mit kampmod
vaktes av gudernes drot, av Heras vidttordnende husbond.»
Saa han talte og vakte hos heltene kraften og modet.
Da skred Priamos’ søn Deïfobos, stolt av sin manddom,
fremad i skaren. Sit kredsrunde skjold bar helten paa armen.
Føtterne flyttet han let og dækket sig varlig med skjoldet.
Straks tok Meriones sigte og kastet sin blinkende lanse.
Spydet fôr ikke forbi, men rammet i oksehudsskjoldet.
Dog gjennem platerne drev han det ei; men fremme ved odden
brast det vældige spydskaft, da helten Deifobos lynsnart
løftet mot spydet sit oksehuds skjold; ti krigerens hjerte
bævet av gru for Meriones’ spyd. Den skuffede høvding
trak sig tilbake til vennernes flok i nagende harme,
baade for seiren som glap og for lansen som brast imot skjoldet.
Selv gik han hastig avsted til akaiernes telter og skibe
efter det mægtige spyd, som han hadde derhjemme i teltet.
Alle de øvrige kjæmpet imens med gjaldende hærskrik.
Først vog Telamons søn, den modige Tevkros, en stridsmand,
Imbrios, vældig med lansen, en søn av den hestrike Mentor.
Høvdingen bodde i Pedaions by, før akaierne landet,
gift med Medesikaste, kong Priamos’ barn med en frille.
Men da danaernes hær var kommet paa stavnhøie snekker,
drog han til Troja paany og var blandt de første i byen.
Priamos hædret ham høit som en søn; og han bodde hos drotten.
Ham traf Telamons søn med det vældige spyd under øret,
trak det saa atter tilbake, og Imbrios segnet lik asken,