Denne siden er korrekturlest
TRETTENDE SANG.
KAMPEN OM SKIBENE.
Nu da Zevs hadde hjulpet de kjæmpende troer og Hektor
frem til skibene, lot han dem der ustanselig døie
trængsel og nød. Selv vendte han bort de straalende øine
fjernt til de trakiske vognkjæmpers land og de stridbare mysers.
Derefter mønstret hans blik hippomolgernes folk, som i armod
lever av hoppernes melk, det retfærdigste folk under himlen.
Ei mot Ilios vendte han mer de straalende øine,
saasom han trodde forvisst at ingen udødelig guddom
vaaget at hjælpe danaernes mænd eller troernes kjæmper.
Dog, han sat ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon.
Høit paa den øverste tind av det skogrike trakiske Samos
sat han og skuet med undrende blik paa de grufulde kampe.
Der laa Ida fra isse til fot for herskerens blikke;
derfra skuet han Priamos’ by og akaiernes snekker.
Dit steg han op fra sit hav, og han ynket de kjæmper som segnet
brat for troernes spyd, og paa Zevs var han saare forbitret.
Straks steg havguden ned fra fjeldryggens takkede tinder.
Føtterne flyttet han raskt, og skog og langstrakte aaser
skalv ved den mægtige gud Peseidons vældige fottrin.
Treganger tok han et skridt; ved det fjerde stod guden ved maalet,
Aigai, der hvor et gyldent palads er bygget for drotten,
straalende herlig paa havbugtens bund til evige tider.
Der steg han ned og spændte for karm det malmskodde tvespand,
gangere rappe som vinden med guldgule flagrende manker,
spændte saa selv om sit bryst den guldsmykte brynje og fattet
raskt om den prægtige svepe av guld og hoppet paa vognen.
frem til skibene, lot han dem der ustanselig døie
trængsel og nød. Selv vendte han bort de straalende øine
fjernt til de trakiske vognkjæmpers land og de stridbare mysers.
Derefter mønstret hans blik hippomolgernes folk, som i armod
lever av hoppernes melk, det retfærdigste folk under himlen.
Ei mot Ilios vendte han mer de straalende øine,
saasom han trodde forvisst at ingen udødelig guddom
vaaget at hjælpe danaernes mænd eller troernes kjæmper.
Dog, han sat ikke blind paa sin vakt, den sterke Poseidon.
Høit paa den øverste tind av det skogrike trakiske Samos
sat han og skuet med undrende blik paa de grufulde kampe.
Der laa Ida fra isse til fot for herskerens blikke;
derfra skuet han Priamos’ by og akaiernes snekker.
Dit steg han op fra sit hav, og han ynket de kjæmper som segnet
brat for troernes spyd, og paa Zevs var han saare forbitret.
Straks steg havguden ned fra fjeldryggens takkede tinder.
Føtterne flyttet han raskt, og skog og langstrakte aaser
skalv ved den mægtige gud Peseidons vældige fottrin.
Treganger tok han et skridt; ved det fjerde stod guden ved maalet,
Aigai, der hvor et gyldent palads er bygget for drotten,
straalende herlig paa havbugtens bund til evige tider.
Der steg han ned og spændte for karm det malmskodde tvespand,
gangere rappe som vinden med guldgule flagrende manker,
spændte saa selv om sit bryst den guldsmykte brynje og fattet
raskt om den prægtige svepe av guld og hoppet paa vognen.
