Denne siden er korrekturlest
trængte ei gjennem hans skjold; men han stanset ham dog i hans stormløp.
Bort fra brystvernet tumlet han brat; men vike tilbake
vilde han ei; ti han haabet jo trygt paa seierens hæder.
Høvdingen vendte sig raskt og skrek til de lykiske kjæmper:
«Lykiske mænd, hvi ræddes I saa for at vaage et stormløp?
Vanskelig er det for mig, om jeg end har vældige kræfter,
ene at bryte os vei til danaernes hurtige snekker.
Alle maa følge! Jo flere vi er, des bedre det lykkes.»
Saa han talte, og skræmt av herskerens straffende tilrop
trængte de sterkere paa og fylket sig tæt om sin fyrste.
Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker
inde bak ringmurens vern; ti en frygtelig kamp var i vente.
Hverken var Lykiens kraftige mænd istand til at sprænge
muren og bryte sig vei til danaernes snekker; ei heller
magtet med hvæssede spyd danaernes helter at trænge
Lykiens krigere bort, da de først hadde nærmet sig muren.
Likesom naar to grander paa eng som de sammen har eiet,
trætter med landmaalerstangen i haand om delingens grænser
— hver vil ha likelig maal, og de tvistes om smaleste strimmel —
saaledes skiltes de nu av ringmurens brystvern og flænget
over dets rand de kredsrunde oksehudsskjolde som skjermet
krigernes bryst, og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Mangen en kjæmpe fik merket sin krop av det grusomme kobber;
somme, saasnart de vendte sig om, saa ryggen blev blottet
midt under kampen, men andre naar spyd fôr tvers gjennem skjoldet.
Begge de kjæmpende fylkingers blod, akaiers og troers,
farvet med rødmende stænk de kneisende taarne og brystvern.
Troerne jaget dog ei akaiernes rækker; men like
stod de som skaalvegtens stang, naar redelig spinderske lægger
lodder og uld paa hver sin skaal, til begge staar like,
fristende livet for sig og de smaa med kummerlig vinding.
Saaledes stod i den voldsomme strid de kjæmpende like,
indtil omsider den vældige Zevs gav seiren til Hektor,
Priamos’ søn, som først brøt ind gjennem fiendens ringmur.
Rungende lød hans røst, da han ropte til troernes stridsmænd:
«Fremad, troiske kjæmper, og spræng argeiernes ringmur!
Kast den fortærende ild mot fiendens stavnhøie snekker!»
Bort fra brystvernet tumlet han brat; men vike tilbake
vilde han ei; ti han haabet jo trygt paa seierens hæder.
Høvdingen vendte sig raskt og skrek til de lykiske kjæmper:
«Lykiske mænd, hvi ræddes I saa for at vaage et stormløp?
Vanskelig er det for mig, om jeg end har vældige kræfter,
ene at bryte os vei til danaernes hurtige snekker.
Alle maa følge! Jo flere vi er, des bedre det lykkes.»
Saa han talte, og skræmt av herskerens straffende tilrop
trængte de sterkere paa og fylket sig tæt om sin fyrste.
Ogsaa argeierne styrket paany de vaklende rækker
inde bak ringmurens vern; ti en frygtelig kamp var i vente.
Hverken var Lykiens kraftige mænd istand til at sprænge
muren og bryte sig vei til danaernes snekker; ei heller
magtet med hvæssede spyd danaernes helter at trænge
Lykiens krigere bort, da de først hadde nærmet sig muren.
Likesom naar to grander paa eng som de sammen har eiet,
trætter med landmaalerstangen i haand om delingens grænser
— hver vil ha likelig maal, og de tvistes om smaleste strimmel —
saaledes skiltes de nu av ringmurens brystvern og flænget
over dets rand de kredsrunde oksehudsskjolde som skjermet
krigernes bryst, og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Mangen en kjæmpe fik merket sin krop av det grusomme kobber;
somme, saasnart de vendte sig om, saa ryggen blev blottet
midt under kampen, men andre naar spyd fôr tvers gjennem skjoldet.
Begge de kjæmpende fylkingers blod, akaiers og troers,
farvet med rødmende stænk de kneisende taarne og brystvern.
Troerne jaget dog ei akaiernes rækker; men like
stod de som skaalvegtens stang, naar redelig spinderske lægger
lodder og uld paa hver sin skaal, til begge staar like,
fristende livet for sig og de smaa med kummerlig vinding.
Saaledes stod i den voldsomme strid de kjæmpende like,
indtil omsider den vældige Zevs gav seiren til Hektor,
Priamos’ søn, som først brøt ind gjennem fiendens ringmur.
Rungende lød hans røst, da han ropte til troernes stridsmænd:
«Fremad, troiske kjæmper, og spræng argeiernes ringmur!
Kast den fortærende ild mot fiendens stavnhøie snekker!»