Denne siden er korrekturlest
strømmevis ned, forat muren des før kunde skylles i havet.
Frem gik den vældige jordryster selv med sin trefork i haanden.
Hver en bjelke og sten som akaierne fordum med møie
la som grundvold, kastet han ut i de brusende bølger.
Grunden blev jevnet paany ved den hvirvlende strøm Hellespontos,
og da saa muren var væk, lot han atter den mægtige havstrand
dække med dynger av sand og lot elvene glide tilbake
hver i sin seng, hvor de strømmet tilforn med de speilklare vande. —
Slikt skulde sent omsider Poseidon og Foibos Apollon
sætte i verk. Nu raste som ild det larmende kampgny
rundt om den mægtige mur. Det braket, naar taarnenes bjelker
rammedes tæt i tæt, og pisket av Alfaders svepe
trængtes argeierne svart og stængtes ved skibene inde,
bange for Hektor, den vældige helt, som slog dem med rædsel.
Nu som tilforn fôr høvdingen frem som en stormvind i kampen.
Som naar et vildsvin i lit til sin kraft eller ogsaa en løve
vender sig rundt, naar hunder og jægere stænger den inde
— mændene stiller sig rækkevis op mot det rasende vilddyr
tæt som en mur og slynger med kraftige armer imot det
talrike blinkende spyd, men udyrets modige hjerte
skjælver dog aldrig i rædsel; dets vaagemod koster det livet.
Idelig vender det sig for at prøve de kraftige rækker;
men hvor dyret vil frem, gaar rækkerne hastig tilbake —
slik fôr Hektor i tumlen omkring og bad sine landsmænd
modig at gaa over graven; men hestenes fotrappe tvespand
turde ei vaage det farlige sprang. Med skingrende vrinsken
stanset de ytterst paa kanten i gru for graven den brede.
Ei var det let at ta den i hop eller kjøre med vognen
over den skridt for skridt; ti bratte var begge dens kanter
rundt i hele dens længde, og oventil stængte de tætte
mægtige pæler med skarphugget spids, som akaiernes sønner
rammet i jorden som tryggende vern mot fiender grumme.
Vanskelig kunde en hest, naar han trak den rullende stridsvogn,
komme derind; men kjæmper tilfots hadde lyst til at friste.
Helten Polydamas traadte da hen til Hektor og mælte:
«Hektor, og I som blandt troer og hjælpere staar som de første.
Galenskap er det at drive de vælige dyr over graven.
Løpet er meget for svært; ti en krans av hvæssede pæler
Frem gik den vældige jordryster selv med sin trefork i haanden.
Hver en bjelke og sten som akaierne fordum med møie
la som grundvold, kastet han ut i de brusende bølger.
Grunden blev jevnet paany ved den hvirvlende strøm Hellespontos,
og da saa muren var væk, lot han atter den mægtige havstrand
dække med dynger av sand og lot elvene glide tilbake
hver i sin seng, hvor de strømmet tilforn med de speilklare vande. —
Slikt skulde sent omsider Poseidon og Foibos Apollon
sætte i verk. Nu raste som ild det larmende kampgny
rundt om den mægtige mur. Det braket, naar taarnenes bjelker
rammedes tæt i tæt, og pisket av Alfaders svepe
trængtes argeierne svart og stængtes ved skibene inde,
bange for Hektor, den vældige helt, som slog dem med rædsel.
Nu som tilforn fôr høvdingen frem som en stormvind i kampen.
Som naar et vildsvin i lit til sin kraft eller ogsaa en løve
vender sig rundt, naar hunder og jægere stænger den inde
— mændene stiller sig rækkevis op mot det rasende vilddyr
tæt som en mur og slynger med kraftige armer imot det
talrike blinkende spyd, men udyrets modige hjerte
skjælver dog aldrig i rædsel; dets vaagemod koster det livet.
Idelig vender det sig for at prøve de kraftige rækker;
men hvor dyret vil frem, gaar rækkerne hastig tilbake —
slik fôr Hektor i tumlen omkring og bad sine landsmænd
modig at gaa over graven; men hestenes fotrappe tvespand
turde ei vaage det farlige sprang. Med skingrende vrinsken
stanset de ytterst paa kanten i gru for graven den brede.
Ei var det let at ta den i hop eller kjøre med vognen
over den skridt for skridt; ti bratte var begge dens kanter
rundt i hele dens længde, og oventil stængte de tætte
mægtige pæler med skarphugget spids, som akaiernes sønner
rammet i jorden som tryggende vern mot fiender grumme.
Vanskelig kunde en hest, naar han trak den rullende stridsvogn,
komme derind; men kjæmper tilfots hadde lyst til at friste.
Helten Polydamas traadte da hen til Hektor og mælte:
«Hektor, og I som blandt troer og hjælpere staar som de første.
Galenskap er det at drive de vælige dyr over graven.
Løpet er meget for svært; ti en krans av hvæssede pæler